”True Self” er titlen på Soils tredje langspiller, men lad os bare konkludere med det samme at der ikke er meget ”true” over det her. Soil var ellers med debuten ”Scars” fra 2001, et lovende bud på et band der ville finde vej ud af den blindgyde som denne del af metallen på det tidspunkt befandt sig i. Den hårde approach til musikken blev afmonteret af amerikanske hit-snedkere som Creed, Staind og Nickelback. Med disse og et utal andre navne opstod det nogen kalder post-grunge, hvor musikken er mainstream hit-snedkeri skåret efter den samme radiovenlige skabelon. Jeg kunne nævne masser af andre bands, men bare tanken får det til at løbe koldt ned af ryggen.

Desværre virker det som om, at Soil uigenkaldeligt er røget på den vogn med ”True Self”. Det er især sørgeligt, fordi det virker som om, at Soil er langt mere musikalsk kompetente end de ovennævnte bands. Og jeg vil til enhver foretrække Soil frem for nogen af dem. Selv om pladen starter fint, bliver man allerede ved skæring 2 at tvivle, og derefter går det galt. De næste 5 numre er en bevidstløs omgang radiovenlig rock i hård indpakning. Sangene har typisk en hurtigt start, og inden man ved af det, kører Soil derudaf i lamme omkvæd, hvor det mest af alt lyder som om at bandmedlemmerne kører på autopilot, imens de tænker på hvad de skal købe ind på vej hjem fra studiet.

Der er dog lyspunkter, bl.a. åbningsnummeret ”Fight For Life”, ”Until It’s Over” og især højdepunktet ”Threw It Away”, hvor der er tydelige referencer til både Alice In Chains og Pantera. Hvis Soil satsede mere i den retning, ville der virkelig være mulighed for noget stort. Soil sviner med deres talent, de er en kompetent skuffelse, derfor den dårlige karakter. -simon

Kom med kommentar i vores FORUM