Siden ”Comatose” singlen fra ’92 har Snapcase formået at afsætte hen imod en kvart million enheder af deres udgivelser, hvilket må siges at være en yderst imponerende bedrift for et HC band. Sammen med bands som Strife, Integrity og Earth Crisis var de bestemt også for alvor med til at sætte gang i hele Victory maskineriet, samt at bringe hardcoren ud til et større publikum, som måske ellers ikke lige hørte den slags musik normalt. 

Snapcase har også længe været svære ”bare” at kategorisere som HC, da de trækker på mange forskellige inspirationskilder, hvor et band som Helmet nok må siges at have været blandt de meste tydelige. Forrige års ”End Transmission” var endnu en afvigelse fra den traditionelle metalliske HC, da Buffalos bedste her forsøgte at formidle en mere atmosfærisk og indirekte energi gennem musikken.

Og nu er det så blevet tid til en mellemstation inden det næste regulære album, men ”Bright Flashes” er i forhold til resten af Snapcase diskografien desværre en lidt for blandet pose bolcher at fordøje. Numrene herpå kan slynges ind på tre hylder, da vi har nogle covernumre, lidt remixes og så nogle levninger fra indspilningen til ”Bright Flashes”. 

Sidstnævnte fungerer klart bedst, da de både føjer nye ting til konceptet omkring det album og bestemt holder den kvalitetsmæssige standard, så jeg forstår næsten ikke, hvorfor de blev droppet i første omgang. Desværre præsenteres de ikke i samlet flok på ”Bright Flashes”, men er i stedet spredt ud over det hele og blandet ind imellem covers og remixes, hvilket giver et meget rodet indtryk.

Remix tingene er ikke specielt spændende. Bl.a. guitarisk Frank Vicaro og nogle folk fra The Rise leger lidt med at klistre elektronisk blip-blop ind i lydbilledet, men sammensmeltningen med de oprindelige elementer bliver aldrig helt komplet, og det endelige resultat er derfor ret ligegyldigt. Derimod fungerer covernumrene langt bedre. Jane’s Addiction, Helmet og to stk. med Devo er det blevet til. Der er godt med knald på især hyldesten til heltene i Helmet, men generelt skal man vist ikke gøre sig de store forhåbninger om at høre ret meget til Daryl Taberskis supersoniske skrig længere, da det nu er lagt på hylden primært til fordel for skønsang og diverse effektfiltre på vokalen. 

Når denne cd nu alligevel er noget af en rodekasse og åben for lidt af hvert, så føles den med en spilletid på under 40 min. en tand for kort, da man for mig at se sagtens kunne have fyldt nogle flere spændende sager på. Hvad er der blevet af numrene fra den ultra-sjældne bonus skive, som fulgte med en lille portion af ”Designs for Automotion” albummet, ”Comatose” singlen, eller evt. deres bidrag til Misfits tributen ”Violent World” og ”California Takeover” live albummet? 

Som I nok kan se, er det her altså langt fra en essentiel udgivelse, der bare MÅ hjem til samlingen, men den har da sine lyspunkter og er f.eks. slet ikke så slem som Strife tingen ”Truth through Defiance”, der bare var ren rovdrift med alt for mange alternative versioner af allerede kendte numre. Har du endnu din første dosis Snapcase til gode anbefales i stedet mesterværkerne ”Progression through Unlearning” og ”Designs for Automotion”, hvor bandet var virkelig stil skabende. Lyset for enden af tunnelen må for den inkarnerede fan i denne omgang bare stadig være udsigten til et nyt album. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM