smaxone - regression
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 12.09.05 Cyber/Prog.-Metal Scarlet/Target --
 

Smaxone er nyt dansk band med to mandlige vokaler: Claus Lillelund med den ”rene” stemme, og Michael Bøgballe - som for nylig har forladt den danske metalsucces Mnemic – som det brutale modstykke. Lyder det konceptagtigt? Det er det også!

Med ”Regression” har Smaxone begået et album som er svært at kategorisere, og dermed også svært at anmelde uden at være en lille smule uretfærdig. ”Regression” hører nemlig til den slags plader man selv er nødt til at høre, for at vide hvad man har at gøre med. Og det er netop både albummets styrke og svaghed. Albummet vil nok ikke dele publikum i to, men vil sjovt nok snarere selv blive delt i to af publikum.

For spørgsmålet er hvilket publikum Smaxone henvender sig til, når de i den grad svinger imellem noget nærmest 80’er disket elektro-lyd over til et mere brutale industrial-agtigt udtryk. Eksempler på det første er åbneren ”I See You, Part 1”, George Michael coveret ”Freedom 2003”, og endda på guitarlinierne i ”Smiling” som vækker mindelser om Duran Durans ”Ordinary World”. De skæringer støder denne anmelder væk fra albummet. Til gengæld er jeg ret vild med sangene i den anden kategori som ”Waiting”, ”Dead But Alive” og især ”If You Could”, som alle har melodiske og endda progressive elementer, uden at det svækker fremdriften og hårdheden i musikken. Det er her at den vekselvirkning Smaxone synes at ville opnå er mest vellykket. 

Fans af Devin Townsends forskellige projekter vil nok synes at det er spændende, uden at Smaxone på noget tidspunkt når samme høje kvalitetsniveau (hvilket også er meget at forlange). Alt i alt fremstår ”Regression” som et lidt ujævn udgivelse, men Smaxone kan godt med tiden vise sig at være en usleben diamant. -simon
















Kom med kommentar i vores FORUM