slugs - rotten (DEMO) clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Producer Kontakt
DDDDD 2004 Thrash/Death/Rock Slugs/Hansen tohoma@stofanet.dk
 

Slugs er plukkemodne. Lige præcis så kort og godt kan det siges. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om nogle labels derude allerede skulle have bandet i kikkerten, men hvis ikke, er det ellers bare med at få fingeren ud, da den thrash/rock kombination, som gutterne boltrer sig i, bestemt allerede nu leveres med så godt spredte vinger, at de burde være klar til at rykke videre fra demostadiet og flyve mod nye højder.

Alle fem salver resulterer denne gang i præcis samme antal fuldtræffere, fordi den uimodståelige omgang thrashy death‘n’roll helt konsekvent serveres blytung og rygende varm. At trække et par paralleller til nyere Entombed ville ikke være helt forkert, og selvom jeg elsker Entombeds lyd, så udmærker Slugs sig ved i forhold til de fedtede, svenske hårdrockere at være mindre gumpetunge og mere sprudlende, direkte i udtrykket. Lige præcis det aspekt skylder nok både at de prioriterer moderne thrash højt i det samlede regnskab, men også at hele stemningen trods den umiddelbare dysterhed bare er overlæsset med masser af gåpåmod og imødekommende intensitet.

Længe siden er det, at jeg har oplevet noget i denne her stil med en så massiv trækkraft i understellet, så indvendinger bliver der ingen af denne gang, nu her hvor fest og kugleregn kan være godt det samme. Tjek Slugs ud nu, eller føl dig meget, meget dum senere hen… - guldmann

 









Kom med kommentar i vores FORUM