Så har det ringet ind for Slipknot. På med masken, sortsynet og næven knyttet i et brutalistisk angreb mod menneskeheden. Gamle vaner, du ved. Pessimismens harske strøg bredt ud over hele lærredet, og på den led kunne lige netop dén titel ikke være ramt bedre. "All Hope is Gone". Vi smadrer dine drømme, før drømmene smadrer dig...

Således løbes der ind i armene på et bæst, der kan eksekvere sin dommedagsstemning med en intensitet og en melankolsk åndenød, der kan være lige så forbandet smuk og melodisk, som den kan bringe altødelæggende kaos. Slipknot har opdateret sine virkemidler og flakker på "All Hope is Gone" fra velkendt nådesløs brutalitet til storladen bitterhed, og selvom det egentlig burde være umuligt at favne aggressiviteten med så stor iørefaldenhed, så er det immervæk lykkedes. Fra thrashede genistreger til melodiske sukkerknalder, og så ellers rundt i manegen med ustyrligt komprimeret tyngde. Så smukt og ildevarslende energisk, og hvad enten der sigtes ud- eller indad i frådende politisk vrede eller det dvælende introspektive forekommer hadet helt hårrejsende autoritært. Absolut opslugende.

Men han er også i ubestridt topform; Corey Taylor, altså. Han syder og raser, leverer hjemsøgende hooklines på stribe, og synger med en så raffineret sans for detaljen at intet ender uforløst. Den noget tynde råbevokal han leverede på seneste Stone Sour-output, er gemt længere væk end langt, og på numre som "Gematria (The Killing Name)" og fuldfede "Butcher´s Hook", leverer han en brutalitet og bloddryppende harme, som aldrig før. At manden på "Dead Memories", så samtidig formår at indfange det sortklæbne selvhad så direkte at sårbarheden føles helt muskuløs, gør heller ikke tingene værre, og han konsoliderer nemt på "All Hope is Gone", sin position som en af de mest udtryksfulde sangere i nyere metal. Simpelthen.

Jo, i det hele taget lyder Slipknot sgu næsten helt almægtige her. Titelnummeret står som den mest insisterende samfundkritik hørt i umindskelige tider, mens melodi og dræberinstikt flænses sammen i en sønderrivende harmoni på eminente "Psychosocial". Jeg kan egentlig snildt forestille mig gamle fans af det her band, have svært ved at kapere den melodiske profil Slipknot efterhånden står for, men for mig at se, forøger den fængende tone blot raseriets effekt, snarere end at mildne den. Det handler om nuancer i galskaben, frem for hovedløs frembrusen, og Slipknot har heldigvis været kloge nok, til at se vreden hurtigt bliver for ensidig uden musikalske konstraster i spil.

Kun på den alt for lange "Gehenna" synes Slipknot en smule forkrampet i sit eget mørke skind, og siges skal det også, at det kan være endog meget svært at høre mænd i blodige skrækmasker, blive så følsomme, som tilfældet er på "Snuff". De bliver sgu næsten helt sympatiske her, men lad det egentlig bare stå som en opfordring til at smide de tossede kostumer, for det er i det hele taget en gimmick Slipknot ikke har brug for mere. Musikken taler for sig selv. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM