skinless - trample the weak, hurdle the dead
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 19.06.06 Death Metal Relapse/Target  --
 

Siden den forrige udgivelse “From Sacrifice To Survival” er der sket en del forandringer i camp Skinless frem imod udgivelsen af deres nye album ”Trample The Weak, Hurdle The Dead”. Med vokalist Sherwood Webbers og især den geniale trommeslager John Longstreths afgang fra Skinless, synes den mere teknisk forfinede approach fra “From Sacrifice To Survival” nemlig atter at være blevet forladt til fordel en tilbagevenden til det mere rå old school baserede death metal udtryk fra ”Foreshadowing Our Demise” albummet.

Jeg kan ikke sige mig fri for at have været en smule skuffet indledningsvis, da jeg var en af dem der var svært tilfreds med stilen fra “From Sacrifice To Survival”, men efter at have affundet mig med bandets ønske om at tage et skridt tilbage imod tidligere tiders musiske udtryk, har jeg lidt efter lidt fået ørene op for de genfundne kvaliteter som Skinless uomtvisteligt stadig besidder til overflod, nemlig brutalitet, aggression og voldgroove. 

Det vellykkede samarbejdet med producer Neil Kernon fra “From Sacrifice To Survival” er da heller ikke fortsat på ”Trample The Weak, Hurdle The Dead”, men til gengæld er Skinless i stor stil igen begyndt at bruge små velvalgte samples til at starte mange af numrene med, ligesom tilfældet var i ”Foreshadowing Our Demise” dagene.

Albummets 2 første numre, ”Overlord” og ”A Unilateral Disgust”, fræser derud af med en ligefrem aggression og vildskab, men første regulære højdepunkt på ”Trample The Weak, Hurdle The Dead” kommer dog i mine ører først på 3. skæring, ”Deviation Will Not Be Tolerated”, hvor Skinless giver det ellers opskruede tempo en regulær mavepumper og i stedet koncentrerer sig om tungere, mere olme riffs, der til tider slæber sig af sted som var de udtænkt af en dræbersnegl på størrelse med Jens Okking. Også det efterfølgende titelnummer tager sig tid til en enkelt langsomt kværnende passage fra tid til anden, hvilket skaber lidt tiltrængt kontrast til de mere smadrende indslag, der vender tilbage med dobbelt styrke på de voldsomme ”Spoils Of The Sycophant” og ”Execution Of Reason”.

Den afsluttende coverversion af ”Wicked World”, oprindeligt at finde på heavyrockens hellige gral ”Black Sabbath”, er faktisk også blevet ret vellykket. Man kan høre Black Sabbaths oprindelige ideer inde bag al den brutalitet Skinless tilfører nummeret, og sådan skal en coverversion efter min mening være; uden totalt at maltrakterer den oprindelige komposition tilfører Skinless nummeret mange af deres egne karakteristiske musiske elementer, selvom Black Sabbath coverversioner i parentes bemærket efterhånden er ved at være en lige lovlig meget brugt og letkøbt gimmick. 

Den i nogles øjne måske noget ’nærige’ karakter skal ses i lyset af at jeg rent personligt nok stadig foretrækker “From Sacrifice To Survival” en smule frem for ”Trample The Weak, Hurdle The Dead”, men hører man til dem der synes ”Foreshadowing Our Demise” er vores hudløse heltes til dato bedste udgivelse, vil ”Trample The Weak, Hurdle The Dead” ganske givet være en death f**king metal godbid af de helt store, og i så fald er det bare om at få gaflet det nye Skinless album hjem til samlingen så hurtigt så muligt. CCCC½ -byrial



















Kom med kommentar i vores FORUM