”Forever Abomination” er amerikanske Skeletonwitch’s fjerde udspil. Bandet slog i sin tid igennem med den glimrende ”Beyond the Permafrost” fra 2007, hvor de skabte sig en solid position i den bølge af nye amerikanske thrashbands, der op gennem 00’erne er blevet ført an af bands som Toxic Holocaust og Municipal Waste. Skeletonwitch har dog deres egen stil og skiller sig ud ved at blande thrashen op med black metal og melodød.

Pladens åbner, ”This Horrifying Force (The Desire To Kill)”, lægger ud med en stemningsfuld akustisk guitarintro, hvorefter nummeret tager fart og lægger sig i et solidt midttempo beat, domineret af thrashede riffs spædet op med lidt black metal-inspireret tremolo-picking hist og her. Dermed er stilen lagt for resten af pladen, som er domineret af midttemponumre på 2-3 minutter (9 af pladens 11 numre ligger under de tre minutter). De korte og kontante numre er både bandets største styrke og pladens største svaghed. Skeletonwitch er nemlig kendt for at være et meget aktivt band på koncertfronten, og der er ingen tvivl om at samtlige numre kan rykke folk rundt på dansegulvet. Til gengæld er mange numrene skåret over næsten samme læst. De starter ofte lige på og hårdt og stopper på samme måde. Det betyder, at der ikke er plads til atmosfæriske introer/outroer, interessante temposkift eller andre ting, der kan skabe variation. Numrene smelter derfor nogle gange lidt for meget sammen.

Fra tid til anden viser Skeletonwitch dog, at de kan skabe andet og mere end de 2-3 minutters midttempo-bomber. Som eksempel kan nævnes introen på ”Erased and Forgotten”, hvor der bliver blastet godt igennem, og black metal-udtrykket rendyrkes for en kort stund. Også sidste halvdel af den stærke ”Cleaver of Souls” skiller sig ud ved at gå ned i tempo og levere en smuk og stemningsfuld finale af nærmest Megadeth-agtigt tilsnit. Ligeledes bør ”This Horrifying Force (The Desire To Kill)” fremhæves som undtagelsen, der bekræfter reglen. Nummerets lækre akustiske guitarintro og outro fungerer som en fin kompositorisk ramme, og hæver sangen over mange af albummets øvrige udskejelser. Det er lidt en skam, at Skeletonwitch ikke benytter sig mere disse virkemidler, når de nu tydeligvis mestrer dem. Bandet er nemlig bedst på plade, når de bryder med den faste opskrift. Det er derfor ikke noget tilfælde, at ”Cleaver of Souls” og ”This Horrifying Force (The Desire To Kill)” både er blandt pladens længste og bedste numre.

Matt Hyde’s produktion (Slayer, Hatebreed) giver plads til, at alle instrumenterne kommer til deres ret og står tydeligt frem i mixet, og det får nuancerne i musikken frem. Produktionen er rimeligt pæn, uden dog på nogen måde at falde i ”metal, der lyder af plastik”-fælden. Chance Garnette bjæffer sig gennem pladen med en black metal inspireret vokal uden de helt store variationer (en sjælden gang benyttes et dybere mere dødsmetalagtigt growl). For en del black metal bands fungerer denne tilgang glimrende (Satyricon, Immortal…), men hos Skeletonwitch er resultatet lidt enerverende i længden. Det skyldes dels klangen i vokalen dels, at solide omkvæd, der for alvor slår budskabet fast som en tung hammer, der banker søm i en ligkiste, er en mangelvare på” Forever Abomination”. Til gengæld skal guitaristerne Nathan Garnette og Scott Hedrick’s mange, mange fede og catchy riffs fremhæves. Garnette og Hedrick er måske ikke ligefrem den hornede guds gave til guitarsoloen, men til gengæld er pladen en sand riffeksplosion, der får hovedet til at nikke og foden til at trampe i takt. Også rytmesektionen, der består af Evan Linger og Dustin Boltjes på henholdsvis bas og trommer, fungerer ganske fint. Pladen byder som sagt ikke på de helt store tempomæssige variationer, men bandet kommer til gengæld meget godt rundt i midttempospektrets rytmiske afkroge.

Kort sagt er ”Forever Abomination” ikke noget episk thrashmesterværk, men mindre kan heldigvis også gøre det og de mange catchy riffs og basfigurer, der dukker op og sætter sig fast efter et par gennemlytninger, trækker bestemt op i den samlede vurdering. Jeg har vaklet lidt frem og tilbage mellem at give tre eller fire C’er. Efter et par dage tilbragt i vægelsindets mentale limbo er undertegnede imidlertid nået frem til, at ”Forever Abomination” fortjener fire af slagsen. Numrene rocker, som de skal, men mere variation næste gang, tak! -houmand

Kom med kommentar i vores FORUM