sixx am - the heroin diaries soundtrack
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 2007 Hård poprock Eleven Seven/Bonnier Music --
 

Heroin hænger som bekendt lige så uløseligt sammen med rock ’n’ roll som groupies, Jack D., smadrede hotelværelser og en halvskaldet, utålmodig manager med cigarstump og gråt jakkesæt.
Det er heller ingen hemmelighed, at Mötley Crüe i deres velmagtsdage mildest talt ikke var ubekendte med ’hr. Brownstone’. I tilfældet Nikki Sixx resulterede det i flere overdoser i løbet af 1986-’87 inden manden fandt sig selv med en sprøjte adrenalin direkte i hjertet, Pulp Fiction style.

Selvom ’The Crüe’ for længst er blevet cleanet up, gået i opløsning og har fundet sammen igen, har Nikki Sixx her på toppen af selvbevidsthedens tidsalder som så mange andre valgt at være hudløst ærlig og indvie resten af verden i de kvaler, han dengang gennemgik. Bogen ”The Heroin Diaries: A Year in the Life of a Shattered Rock Star”, baseret på Sixx’ dagbog fra årene, er således mandens endelige opgør med afhængighedshelvedet. Og som en eksklusiv form for marketing skrev, indspillede og producerede Sixx i forbindelse dermed ”The Heroin Diaries Soundtrack” med vennerne DJ Ashba og James Michael, tilsammen under savnet Sixx: A.M..

Navnet til trods er der dog ikke meget Nikki Sixx over ”The Heroin Diaries Soundtrack” – udover selvfølgelig det gennemgående tema. Ind imellem læser manden selv lidt uddrag fra selve bogen, men den egentlige vokal står James Michael for. Det kan godt undre, for selvom teksterne for så vidt kunne have været værre, har Nikkis 21 år gamle dagbogsskriblerier med deres skarpe formuleringer og ordvalg langt mere slagkraft. Derfor er det ligeledes underligt – og lige så ærgerligt, - at disse uddrag er valgt begrænset til primært pladens 2. halvdel.

Rent musikalsk er der heller ikke meget rock ’n’ roll for pengene i denne ombæring. Der er lige nøjagtigt en tilforladelig gang riffspade i ”Dead Man’s Ballet” og singlen ”Life Is Beautiful”, men derudover er guitaren så godt som holdt til rent akkompagnement af de gennemgående bærende elementer: tekst og melodi.

Der er på intet tidspunkt tvivl om, at der fortælles en sørgelig historie på ”The Heroin Diaries Soundtrack”. Samtlige tekster er mere eller mindre selvmedlidende, og eneste modstykke dertil er en sukkersød ‘det-skal-nok-gå-altsammen’-stemning. F.eks. i ”Tomorrow” og ”Accidents Can Happen”, som egentlig bare er velkendt, vammel radiopop i en ny forklædning. Ind imellem er formuleringerne fint gennemarbejdede, men for det meste overlades der intet som helst til lytteren. Og selvom der måske gås efter det banale og ligefremme, savner jeg personligt selvhadet og den indædt dystre trøstesløshed, man ellers ville forestille sig en heroinnedtur som værende. Alt i alt lige lovlig ufarligt.

Selvfølgelig har den sine momenter, skiven. Den filmiske cirkusmusik i interludes’ene bærer en rammende stemning af underspillet desperation, og det bedste nummer, ”Courtesy Call”, (som desuden indeholder en herligt uheldssvanger iscenesættelse af fundet af den OD’ede Nikki), er lykkeligt sparet de ellers allestedsnærværende klage-singalongs. – Men igen er det ikke altid uden skønhedsfejl. F.eks. bliver den ellers fede, intense maltraktering af ”Carol of the Bells” i åbneren ”X-Mas in Hell” nærmest pillet helt og aldeles fra hinanden, når der – for whatever reason - gås tilbage til a-stykket. Og tænk at den mand har skrevet ”Wild Side” og ”Shout At the Devil”. Tsk, tsk, tsk…

Hele ideen er - om ikke andet – god. Men når nu emnet netop er noget så seriøst som at balancere på kanten mellem liv og død, burde man absolut kunne forvente noget mere - no pun intended - kant. Både Alice In Chains, Pantera, Nine Inch Nails, David Bowie, ja utallige kunstnere har beskrevet heroindæmonen langt mere intenst og vedkommende end Sixx: A.M., og uden at have læst ”The Heroin Diaries: A Year in the Life of a Shattered Rock Star”, vil jeg bestemt foreslå enhver at tjekke den ud først. Denne skive er nok primært til big time Crüe-yndere, som hverken har noget imod Linkin Park eller bare det at få bristet endnu en rock ’n’ roll-illusion. Såfremt denne i det hele taget stadig skulle være intakt. -andreas




















Kom med kommentar i vores FORUM