Sirenia er endnu et af de her enormt moderne bands, som i dén grad får mig til at filosofere over, hvad der i grunden skal til, før man som band med rette kan kalde sig selv "metal". I dette tilfælde synes "metal"-prædikatet ihvertfald ikke at fordre mere end den obligatoriske forvrængede guitar og ind imellem en smule dobbeltpedal, lidt 16.-dels-riffing og noget grim, maskulin råbevokal. Jeg erkender blankt at alt dettehersens såkaldte "goth-metal" hænger mig langt ud af halsen, hvorfor jeg hidtil næsten ikke har givet Sirenia nogen opmærksomhed overhovedet. Men selvom jeg måske heller ikke kommer til det fremover, er der ingen grund til at være uretfærdig, og faktum er at bandboss og mastermind Morten Veland slet ikke er nogen ueffen sangsmed. Selvom hans musik er redigeret og shinet up til den helt store guldmedalje med kor, lydeffekter, keyboards og flere Pro Tools-plugins end bandet har haft sangerinder gennem tiden, lyser grundideerne stadig klart igennem. Og en god sang er en god sang, ligemeget hvad genren så end bliver kaldt.

Da århusianske Monika Pedersen forlod Sirenia, valfartede en strøm af unge, håbefulde sangerinder til audition. Valget faldt på spanske Ailyn, som åbenbart er bedst kendt fra hendes hjemlands udgave af X-Factor (gudhjælpemig), og uden at have hørt nogen af de andre over 500 sanglærker, betvivler jeg ikke Velands beslutning. På samme måde som hendes kønne ansigt i højeste grad klæder bandets kosmetiske fremtoning, passer Ailyns på én gang både træfsikre, skrøbelige og længselsfulde sopran perfekt til Sirenias lyd, og den har uden tvivl medvirket til min dybe forelskelse i "The Path To Decay", åbningsnummer og førstesingle fra "The 13th Floor". Melodien rammer dét perfekte sted mellem udfordrende og fængende, mellem original og klassisk og mellem melankolsk og håbefuld.

Derfra kan stort set enhver plade kun gå ned ad bakke, og det sker da desværre osse her. Det betyder nu ikke at resten går hen og bliver direkte dårligt, men at det for det meste befinder sig et sted mellem "godt" og "acceptabelt".

Det passende ord må i virkeligheden være "fint", for ikke blot er "The 13th Floor" blankpoleret fra ende til anden og sangene kendetegnet ved at være all-round catchy uden at revolutionere nogetsomhelst, men som tidligere antydet er de metalliske elementer tilmed holdt til noget nær et minimum. De virker ikke altid lige efter hensigten, - f.eks. er jeg ikke ubetinget pjattet med Velands lidt kompromis'ede grynte-råbe-sang, som ikke blot skæmmer den ellers vidunderlige åbner, men i det hele taget lugter lidt af behagesyge overfor både fans og modstandere af grim vokal. Heldigvis beriges vi med både growl, dobbeltpedal og grind-riffing i den fedt opbyggede "The Mind Maelstrom", og førnævnte gryntevokal kommer trods alt til sin ret i det dramatiske C-stykke i "The Lucid Door", hvis udtryk og sound faktisk minder påfaldende meget om noget af det nyere Dimmu Borgir. Og så får manden tilmed foldet sig ud som sanger i slutnummeret "Sirens of the Seven Seas", hvis enkle og effektive tema bestemt udgør et højdepunkt i selskab med samme nummers (østeuropæiske?) kor.

Ailyn har dog mikrofonen 80% af tiden, og heldigvis for det. Men hendes kønne røst ændrer ikke på, at en CD med ni numre, hvoraf sammenlagt kun lidt over halvdelen kan betegnes som mere end bare tilnærmelsesvist interessant, desværre ikke er helt er godt nok. Melodierne er generelt både smagfulde og memorable, og sounden omend steril, så for så vidt rigtig flot. "The 13th Floor" indeholder dog desværre kun tilstrækkeligt med virkeligt originale ideer nok til en EP. Resultatet er lidt at sammenligne med en alt for tyk skive brød hvorpå der befinder sig alt for lidt pålæg: Bedre end ingenting, men ikke stort meget mere end det. Der falder dog retfærdigvis et ekstra lille 'c' af for "The Path To Decay", som jeg - trods alt sammen med et par andre numre - sagtens vil kunne nyde fra tid til anden.

Det kunne måske være meget interessant at opleve Sirenia i en livesituation, bare lige for at se hvordan de vil slippe omkring alle de ekstra lag musikalsk make-up, der gennemsyrer deres albums. Men de skal altså have lidt mere end bare pæne sange med spontane metalindslag at byde på live, førend jeg i så fald ville bevæge mig særligt langt væk fra spillestedets bar... -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM