sinister - savage or grace

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCC 12.05.03  Death Metal Nuclear Blast/VME --
 

Da Hollandske Sinister i 1993 udgav deres 2. album ”Diabolical Summoning” var denne udgivelse noget af det mest brutale og aggressive death metal man kunne tænke sig på det tidspunkt. På grund af fremkomsten af andre og på papiret mere spændende bands i genren, mistede jeg herefter lidt kontakten med Sinisters musikalske udgydelser. Nu er ”Savage or Grace”, Sinisters 6. full-length album, så i handlen, og jeg kan indledningsvis sige, at Sinister anno 2003 på god og ondt lyder som de gjorde for 10 år siden. Problemet er så bare, at death metal genren i den mellemliggende periode har udviklet sig både rent teknisk og intensitetsmæssigt, så Sinisters old school approach til genren ikke længere fremstår helt så relevant og frisk som i start-90´erne.

Albummet starter lovende med den obligatoriske intro ”Rise of The Predator”, som i hænderne på Sinister er blevet en skummel, orkestral og velkomponeret sag der er et godt stykke over det ellers generelt fantasiforladte niveau hvad angår introer i ekstrem metal. Herefter tonser titelnummeret derudaf, og det første der ”springer i ørerne” er de ultra-grumme og meget dybe growls der lyder som om de er indspillet i Helvedes Niende Kreds af Fanden selv. Derfor kommer det også som noget af et chok når man læser at vokalisten rent faktisk hedder Rachel! 
Med mindre Rachel er et obskurt drengenavn i Holland har vi at gøre med en dame, der seriøst bør overveje sit indtag af steroider og testosteron, for hun får Angela Gossow fra Arch Enemy til at lyde som 1. sopran i Danmarks Radios Pigekor! Ikke en kvinde jeg ville ønske at møde en mørk aften… 

Ud over at Sinister lyder som sig selv på ”Savage or Grace” kan der også drages paralleller til en primitiv udgave af Cannibal Corpse måske krydret med lidt old school influenser á la Bolt Thrower eller Six Feet Under, hvilket numre som det omtalte titelnummer, ”Barbaric Order” og ”Conception of Sin” alle er gangbare eksempler på.

”Savage or Grace” er egentligt et ganske udmærket death metal album, men Sinister lyder sine kvaliteter til trods sært outdated, og med tanke på alle de væsentligt mere spændende udgivelser death metal genren udspyr i disse tider, har jeg trods alt lidt svært ved for alvor at anbefale ”Savage or Grace” til andre end altfortærende death metal freaks eller inkarnerede Sinister fans.
…Men ham Rachel er nu ret sej… -byrial





Kom med kommentar i vores FORUM