Forklædt som Every Time I Dies onde, og blodtørstige stedbror, er Since By Man klar med en omgang brutal og møghamrende beskidt hardcore, der i sit uendeligt aggressive univers svinges forvirret rundt i dissonante akkordgange, og snørklede lydcollager. Kvintettens hadinficerede og skelsættende bud på genren bankes gennem højtalerne, i en sand rus af ustoppelig vildskab. Det er harmoniforladte vredesudbrud. Det er knive til ørerne. Det er hamrende utilgængeligt … og det er lige præcis hvad der er meningen…

Since By Man entrede i 2003 scenen med debutpladen "We Sing The Body Electric". En plade hvis rastløse stemning og kaotiske lydmure, vandt bandet en del hype i den amerikanske undergrund. Set i lyset af at Since By Man på opfølgeren "Pictures From The Hotel Apocalypse", har videreudviklet sansen for skabelsen af et uafrysteligt indigneret og eksplosivt udtryk kan hypen kun vokse sig større. For ikke nok med at indeholde en fuldstændig omkuldvæltende dynamik, så leverer Since By Man sine sange på så vital vis, at man vitterlig skulle tro det var allersidste gang de fem balstyriske ungersvende fik lov til at røre et instrument igen.

Især frontmand Sam Macon brillerer når han som en speed-påvirket udgave af gode gamle Johnny Rotten skriger, hvæser og sprutter sig igennem albummets ti numre, som var hans stemmebånd lige blevet slebet igennem med en hel rulle sandpapir. Hans vokale blodsudgydelser medvirker kraftigt til at sange som "Match On Action" og den herligt betitlede "Lactating Teens" virker som et studie i sjæl og intensitet. Simpelthen fantastisk at høre en mand der på så eminent vis får omsat sin vrede til gnistrende passion. 

Når det så er sagt, så kan "Pictures From The Hotel Apocalypse" være en ganske stor mundfuld at sluge. De manglende harmoniske forløb, og det enormt excentriske aggressionsniveau kan virke ganske opslidende og monotont i længden. Til tider udvikler bandets nølende tilgang til begrebet `melodi´ sig til en tilfredsstillelse ved bare at spille slagkraftigt. Som på "Binary Heart Attack", hvor den disharmoniske formular simpelthen bliver for markant, og ender i en statisk tomgang. Det rent instrumentale nummer "Invocation" fungerer dog, med sin beroligende stemning som en oase i støjhavet, men har under den spøgelsesagtige klangflade slet ikke krop nok til at agere selvstændigt nummer.

Disse kritikpunkter giver Since By Man et enkelt hak i bedømmelsen, men formår de på næste album at udvide horisonten og de musikalske virkemidler en smule, så er der store ting at vente for et band der i manisk og energisk karisma ligger i den absolutte top. Det tager sin tid at komme ind på livet af Since By Man, men for den tålmodige lytter vil det afsindige lydbombardement snart give mening. Som Sam Macon beder på "The Neon Wilderness"; "Please noise, make us alive."Det er præcis hvad jeg mener. –dennis

Kom med kommentar i vores FORUM