Det er enormt nemt at hade emo, folk der spiller det og folk der lytter til det. Selvmedlidende tekster om fortabt kærlighed, poppede vokalharmonier og klynkende skrig, der desperat forsøger at signalere en eller form for poetisk smerte ved livet og den førnævnte kærlighed. Kan det blive mindre metal? Alt dette til trods har jeg dog alligevel en svaghed for genren. De poppede harmonier er ofte ufatteligt/ulideligt fængede og teksterne, om end pubertære, fremstår på en eller anden måde underligt vedkommende og oprigtige (selvom dette vel langtfra altid er tilfældet). Så det var ikke helt modvilligt, at jeg kastede mig over det nyeste udspil fra amerikanske Silverstein.

Bandet har åbenbart haft betydelig succes i hjemlandet USA, men dette er dog det første jeg lægger øre til fra dem. Og jeg må ærligt talt indrømme at jeg faktisk er blevet helt glad for denne skive, selvom den nærmest opsummerer alle genrens klicheer – ja, selv titler som "The Ides Of March" (en reference til Shakespeare’s ‘Julius Cæsar’) og "Always and Never" tegner et billede af et band, der gerne vil vise, at de skam befinder sig på et højt niveau rent lyrisk. Dette er dog ikke tilfældet, men mindre kan bestemt også gøre det. Silverstein adskiller sig fra så mange andre emo-bands ved at have en lidt mere teknisk kant – ikke at vi er ude i tech/math-metal her eller noget, men bandet gør i vid udstrækning brug af temposkift og snørklede riff-strukturer, som for eksempel på "Defend You" eller åbneren "Your Sword vs. My Dagger". Men bandets helt store musikalske force ligger i deres sangskrivning. Sangene er alle mere eller mindre skåret over den klassiske pop-skabelon og alle bliver leveret med overskud og stor energi. Og man skal være helt ekstremt kold, hvis man ikke efter en enkelt gennemlytning sidder og nynner med på omkvædet til den fremragende første single "Smile In Your Sleep" – det er altså ekstremt catchy stuff vi er ude i her! En anden favorit er "Fist Wrapped In Blood", der effektivt blander det fængende med en mere aggressiv kant – og det med stor succes.

Bandets svage led må dog i høj grad siges at være sanger og hovedsangskriver Shane Told. Hans melodilinjer er som nævnt gode (i bedste fald fremragende) og hans skrig ganske overbevisende. Til gengæld kommer han til kort på det stemmemæssige. Hans rene vokal er simpelthen alt for stereotyp nasal emo/punk-vokal og flere steder er den lige på nippet til at knække - på den ufede måde. Hans vokal når i løbet af pladens spilletid at blive direkte irriterende og da der går fuldstændig pop-punk i den på sidste nummer "Call It Karma" har man efterhånden lyst til at gå til ekstreme metoder for at standse mandens sangkarriere. Skal der dryppes mere malurt i bægeret kommer man ikke udenom produktionen. Lyden er enormt flad, komprimeret og udynamisk og det tager flere steder pusten ud af bandets guitarriffs.

"Discovering The Waterfront" er et godt album, men på bundlinjen er der måske lige lovlig meget fyldmateriale. Dette, kombineret med alle de ovennævnte ridser i lakken trækker betragteligt ned. Til alt held har Silverstein også heldet med sig flere steder, hvor sangene simpelthen er så uimodståelige, at man ikke kan andet end elske dem. Derfor lander karakteren på 3 store C’er, samt et vågent øje med bandets fremtidige aktiviteter herfra. -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM