Det pressemateriale der følger med promotion cd’er kan af og til være informativt, når man søger lidt facts om det musik man anmelder, men tit og ofte er det nærmere et eksempel på kunsten i at klemme så mange rosende adjektiver og sammenligninger med tidens hotte bands inden for genren ned på et stykke A4 som overhovedet muligt. En disciplin der næsten er OL værdig! På den fine seddel der fulgte med dette album har Victory f.eks. valgt at sammenligne Silverstein med bl.a. Get Up Kids, Cave In og så sandelig også Slayer. Hmm…emo-thrash? Get Up Kids? Ja, det lyder da meget fornuftigt. Cave In? Til dels, måske en lille bitte smule. Men Slayer? No fucking way. Den må de længere ud på landet med, for der er intet thrash at spore her.

Hvad Silverstein til gengæld gør sig i, er ganske rigtigt rimelig sprød emo for de unge mennesker og deres næsten obligatoriske hjertekvaler. Hvad med strofer som ”My heart bleeds no more; now it’s been turned to stone / your stomach feels sick for someone else / I’ve broken both my legs falling for you”. Eller “Never again / I’ll slit my throat with the knife I pulled out of my spine / maybe when you find out that I’m dead / you’ll realize what you did to me”. Kærlighed kan per definition bare ikke være en lykkelig ting i deres univers.

Mht. det musikalske så befinder vi os i den punk-fri og hypermelodiske emo boldgade, hvor bl.a. også Saves the Day, Fairweather og Get Up Kids huserer. Mange af melodierne går lige i hjertet, og for at det ikke skal blive for snasket, blændes der fra tid til anden også op for en rimelig god screamy vokal som på f.eks. ”Bleeds No More”, ”Hear Me Out” og ”Smashed Into Pieces”. Især sidstnævnte er en perle med et omkvæd, der hastigt ætser sig ind i bevidstheden, så man bare lige må høre det en gang til…og en gang til…og en gang til…

Der eksperimenteres også lidt med en strygersektion på ”Red Light Pledge” og ”Wish I Could Forget You”, hvilken giver et fint pusterum i denne guitarbaserede affære.

Men så står vi lige tilbage med 64.000 kroners spørgsmålet – kan man virkelig finde eksistensberettigelse for ENDNU en forsamling hjertekvalte emodrenge i denne verden? Silverstein er skam ganske ok, men jeg kan sagtens med bind for øjnene samt begge hænder og et ben på ryggen finde andre bands inden for stilen, der både er værre og bedre. Så disse canadiske ungesvende ligger altså lige i midterrabatten – til tider rocker de, og andre gange er de lige lovligt anonyme. Stand out from the crowd, for dælen da!

Er Silverstein så noget for dig? Står du som en garvet, gammel rotte inden for denne del af emoen, kan det nok snildt blive lidt i overkanten. Men er du til gengæld rimelig ny i gårde, og har du ikke været ude for nogen voldsom overeksponering af løjer i denne stil, kan Silverstein sagtens blive et ganske ok bekendtskab. Jeg kommer nok ikke selv til at lytte til ”When Broken is Easily Fixed” dag ud og dag ind, men jeg vil da bestemt ikke afvise, at den skulle finde vej tilbage til afspilleren inden alt for længe igen. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM