Hvem fanden er Silent Edge? Det var min første tanke, da jeg modtog ”The Eyes of the Shadow”, men idet albummet er dette Hollandske bands debut, er min uvidenhed angående Silent Edge vel tilgivelig. Man kunne dog godt forledes til at tro at Silent Edge var garvede rotter på scenen, når man først har oplevet den professionalisme, hvormed bandet eksekverer deres musik.

Allerede på det første nummer ”Through Different Eyes” viser disse Nederlandske debutanter nemlig deres potentiale; et suverænt uptempo nummer med et fængende omkvæd, fin melodisk sans og et selv for denne genre pænt højt spilleteknisk niveau.

På det efterfølgende nummer ”Savage Symphony” fremturer Silent Edge med neo-klassisk lir á la Yngwie Kvalm… øhh Malmsteen, men Silent Edge formår dog at dosere de bombastisk virkemidler så det hele ikke går op i trættende fremvisning af egne instrumentale evner. 

Silent Edge mestrer også at spille tungt, mørk-melodisk og melankolsk, hvilket numrene ”Wasted Lands” og ”Lost Conscience” er beviser på. Det skaber en god modvægt til de mere uptempo skæringer, og giver mindelser om Svenske Evergrey. Slet ikke værst... 

Guitarist Emo Suripatty får fyret en masse fede topklasse soli af, men ellers er det Minggus Gaspersz på keyboards, der umiddelbart imponerer mest; konstant ligger keyboardet og skaber stemning i baggrunden af lydbilledet, hvis altså ikke lige de sort/hvide tangenter bliver gjort til genstand for overbevisende ekvilibristiske soloudfald som det bl.a. kan høres i den omtalte ”Savage Symphony” eller den Mellemøstligt klingende ”For Ancient Times”.

Sanger WillemVerwoert har måske ikke verden mest personlige vokal, men den er behagelig at lytte til og dejlig fri for de værste power-metalliske klicheer, så man i stedet kan koncentrere sig om den kompetent spillede progressive metal Silent Edge som udgangspunkt praktiserer. 
Nuvel, fra tid til anden er Silet Edge lige ved at forfalde til den så velkendte og i mine ører efterhånden ret belastende traditionelle stive/galoperende powermetal rytmik, men i de fleste tilfælde redder Silent Edge situationen på stregen med et velplaceret rytmeskift, en passende solo eller andre tilpas afvekslende progressive indslag. 

Kun det korte og ret overflødige instrumentalnummer ”Crusades” og den lidt for sukkersøde ballade ”The Curse I Hold Within” keder mig en smule, men ellers er ”The Eyes of The Shadow” et overraskende stærkt og gennemført debutalbum, og koncentrerer Silent Edge sig ellers om at udvikle en lidt mere personlig tilgang til genren, ser jeg ingen grund til at det næste album ikke skulle kunne rykke Silent Edge endnu et skridt op i superligaen hvad angår Europæiske neo-klassiske prog.-metal bands. Silent Edge minder mig til tider lidt om landsmændene i Elegy, krydret med inspiration fra bands som Evergrey, Symphony X og selvfølgelig Dream Theater, så hører disse bands til blandt netop dine favoritter, skal og bør du give ”The Eyes of The Shadow” en chance hvis lejligheden byder sig. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM