At placere Sick Room 7 i en af de mere konventionelle båse er ikke helt ligetil. Stilistisk tangerer lydbilledet en både rocket og ambient afart af noget, som kan relateres en smule til doom-genren. ”Bottomfeeder Central” brager igennem med en udtalt bombast, der ikke var at finde på forgængeren, ”Hail Intolerance”. Med hård, nærmest industriel klang tapper albummet energi fra storbyens absolutte ubekvemmeligheder og et undertiden film noir præget udtryk. Når stemningen er optimal, fremstår den så kvælende og massiv, at den ville kunne skæres ud i blokke og stables op.

Særligt uptempo numrene med stærkere rytmisk betoning står ud og sparker igennem. ”Four Walls and Heavy Air” fænger glimrende, og ”7 Knots on the String of Life” følger fint trop med en både energisk og helt igennem syg lyd. I en helt anden afdeling er ”All and Nothing Days”, som både spiller på en knugende melankolsk atmosfære og hanker solidt op i film noir universet. Yderst dragende. Væsentligt mindre lavmælt er ”Annie the Unfortunate”, hvis militaristiske trommespor trækker kolde og kyniske linjer i sit følge.

Vokalen er snerrende og lavmælt bister. Indestængtheden klæder den klaustrofobiske del af udtrykket men fungerer bedst i mindre doser, da effekten aftager i det lange løb. Her ville bredere spændvidde og større variation i fremgangsmåden være prisværdig. Det samme gælder den håndfuld af kompositionerne, som bliver for udtryksmæssigt enslydende og falder i en gråzone herpå ved at sakke bagud og ikke byde på pejlemærker, der kan matche albummets højdepunker.

Det grafiske indhold af bookletten må have et par ord med på vejen. Malerierne deri er på sin vis farverige, men paradoksalt nok aldrig sprudlende. Billeder der næsten kunne have været sort/hvide i fremtoning, men lige akkurat ikke er det. De forvredne og forpinte figurer er yderst klædelige for helhedsoplevelsen.

I rette sindsstemning er dette en dragende rundtur i kynismens højborg, men det er ikke noget, der er kompatibelt med solskinsdage præget af medgang. Væksten fra ”Hail Intolerance”, der led under svag lydmæssig gennemslagskraft, og frem til ”Bottomfeeder Central” tegner rigtig godt for eventuelt fremtidigt Sick Room 7 output. Til trods for førnævnte forbehold kan albummet derfor stadig anbefales som særpræget oplevelse uden for de gængse rammer. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM