Funeral-doom er ikke ligefrem en højt profileret genre, hvilket utvivlsomt hænger sammen med dens kompromisløse fokusering på slæbende tempo, depressive stemninger, dyb growl og fraværet af alt hvad der sædvanligvis kan betegnes som hooklines. Shape of Despair er vel det tætteste på, hvad man evt. kunne kalde, en funeral-doom super-gruppe eftersom de er noget nemmere tilgængelige end f.eks. Skepticism eller Tyranny. Samtidig huser de medlemmer af bands som Rapture og Amorphis.

Bandets forrige album ”Angels of Distress” var noget af et hovedværk inden for genren med dets unikke, drømmende og nærmest symfoniske bud på funeral-doom. ”Illusion’s Play” er stadig Shape of Despair, som vi kender dem, men der er dog alligevel lidt ændringer at spore. Det skuffende instrumentale åbningsnummer ”Sleep Mirrored” kan f.eks. næppe kaldes funeral-doom.

Næste nummer ”Still-motion” lægger ud med et flot korstykke med både Natalies og Pasis vokaler og suverænt arrangeret melodisk samspil mellem keyboardet og leadguitaren. Derefter gør Pasis onde growl sit indtog, og næsten alt er ved det gamle. Desværre føler bandet sig nødsaget til at afslutte det 16 minutter lange nummer med et over 9 minutter langt ambient keyboardstykke. Stykket i sig selv er såmænd godt nok, men det fortsætter bare i alt for lang tid og opnår slet ikke den ønskede hypnotiske effekt.

”Entwined in Misery” er et andet af albummets højdepunkter og skiller sig ud ved at give guitaren en mere central plads og lade keyboardet træde lidt mere i baggrunden. ”Curse Life” er intet mindre end monumental og er nok det nummer der lyder mest som noget der kunne have været på ”Angels of Distress”. Violinen fra det album gør også en del gæsteoptrædener her, sammen med en Kantele, et traditionelt finsk strengeinstrument, her spillet af Aslak Tolonen fra Nest. ”Fragile Emptiness” lider desværre under, at nummerets flow hele tiden bliver afbrudt af keyboard stykker for at binde forskellige dele sammen. Det er simpelthen ikke godt nok!

Heldigvis afsluttes albummet på fornem vis af titelnummeret, der starter ud med et smukt og skrøbeligt kantele-stykke, før guitarerne kommer ind. Slutningen af det over 12 minutter lange nummer udgøres af et himmelstræbende flot stykke sunget af Natalie. Så gør det slet ikke så meget at det er tydeligt på bandets tekster at engelsk ikke er deres modersmål.

Produktionen er jeg desværre ikke helt begejstret for. Alle instrumenter kan tydeligt høres, men trommerne ligger for langt fremme og specielt guitarlyden lyder lidt for digital, samtidig med at brugen af multi-tracket growlvokal med effekt på nogen af sporene har taget en smule overhånd.

Alt i alt er ”Illusion’s Play” en mere varieret, men også mere ujævn plade end dens to fremragende forgængere. Alle tre albums har dog hver deres identitet, samtidig med at de beholder den typiske Shape of Despair lyd og stemning, hvilket ikke bør undervurderes. -dave

Kom med kommentar i vores FORUM