For godt et års tid siden slog tragedien pludselig ned midt i Shadow Gallerys rækker, da bandets velsyngende forsanger Mike Baker som et lyn fra en klar himmel afgik ved døden i den alt for tidlige alder af 45 år. Mike Baker var en så integreret del af Shadow Gallerys succes som et af den progressiv metal/rocks mere interessante og altid driftsikre grupper at det på papiret umiddelbart må have været noget af en opgave at finde en egnet kandidat som ny forsanger. På Shadow Gallerys nye album ”Digital Ghosts” får den nyfundne frontmand, det ubeskrevne blad Brian Ashland, sin ilddåb, og noget tyder på at bandet efter omstændighederne har fundet en ideel erstatning for Baker.

Shadow Gallery har tidligere i karrieren kæmpet med beskyldninger om blot at være endnu en Dream Theater klon uden en egen distinkt musikalsk identitet, og sandt er det da også at der er flere lighedspunkter end forskelle mellem Skyggernes Galleri og Drømmenes Teater. Alligevel synes jeg nu at Shadow Gallery på ”Digital Ghosts”, udover at demonstrere deres tårnhøje niveau rent spilleteknisk, også beviser at de rent kompositorisk formår at bringe noget personligt til torvs.

Først og fremmest er Shadow Gallery rigtigt gode til at kombinere hårdere, mere aggressive prog.-metalliske passager med elementer fra den klassiske symfoniske/progressive rock, samtidigt med at den hyppige brug af vellykkede, flerstemmige vokalarrangementer á la labelmates Spock’s Beard (eller Gentle Giant, hvis vi går længere tilbage i tiden) skaber en god kontrast til Ashlans ekspressive vokal; en kombination som allerede beviser sit værd på det indledende, knap 10 minutter lange højdepunkt ”With Honor”.

I den stemningsfyldte start på ”Gold Dust” og senere også på titelnummeret lyder Ashland uhyggeligt meget som en ung Geoff Tate (Queensrÿche), hvilket jeg skal være den sidste til at beklage, nu Queensrÿche øjensynligt helt har tabt sutten, mens ”Strong” har et noget hårdere udtryk, der tenderer progressiv powermetal i retningen af eksempelvis Symphony X; noget den vokale gæsteoptræden af Primal Fears Ralf Scheepers i øvrigt er med til at understrege. Udover de vanedannende vokalarrangementer imponeres man også igen og igen af de to hovedkomponister, guitarister og keyboardspillere Brendt Allman og Gary Wehrkamp, der virkeligt formår med den største slevfølgelighed at øse blærede og elegante guitar, piano og keyboard soloer ud over den lille time ”Digital Ghosts” varer.

Dette 6. i rækken af Shadow Gallery albums er måske ikke ligefrem væsensforskelligt fra sine umiddelbare forgængere, men ”Digital Ghosts” stadfæster dog alligevel bandets efterhånden veldokumenterede evne til at lave tidløs prog.-metal/rock med stærke melodier, ekvilibristiske soli og lækre vokalharmonier. Jeg tror Mike Baker ville være stolt... CCCC½ –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM