Klodens måske mest overbevisende Dream Theater klon, Shadow Gallery, har ligesom bandet Magellan taget springet fra det konkurrerende pladeselskab Magna Carta over til det pt. førende selskab for progressiv metal, InsideOut Music, og Shadow Gallerys nye og 5. album ”Room V” er første udgivelse på det nye selskab efter en pause på næsten 4 siden forrige album ”Legacy”.

Ligesom Dream Theaters album ”Metropolis Part 2: Scenes From a Memory” var en konceptuel videreførelse af nummeret “Metropolis Part I: The Miracle and The Sleeper” fra mesterværket ”Images & Words”, er ”Room V” en fortsættelse af historien fra Shadow Gallerys fede konceptalbum ”Tyranny” fra 1998, og hvor ”Tyranny” var akt I og II, gør ”Room V” det ud for akt III og IV. 

Shadow Gallery starter akt III med den korte, ekvilibristiske instrumental-intro ”Manhunt”, mens forsanger Mike Baker på ”Comfort Me” synger smuk duet med Laura Jaeger, der også medvirkede på ”Tyranny”. Et af albummets bedste numre, ”The Andromeda Strain”, byder på virtuos prog.-metal med melodien i højsædet og masser af blærede solistiske indslag; især bassist Carl Cadden-James imponerer her. Det længste nummer på akt III er den balladeagtige ”Vow”, der med sine flotte vokalharmonier og melankolske arrangementer har en pendant på akt IV i form af ”Torn”, hvorimod ”The Archer of Ben Salem” og titelnummeret vender tilbage til det komplekse prog.-metal udgangspunkt.

Ét punkt hvor Shadow Gallery altid har været Dream Theater overlegne er Mike Bakers vokal, som tiltaler mig en hel del mere end James LaBrie, men guitarist Brendt Allmann og pianist/keyboardspiller Gary Wehrkamp behøver såmænd heller ikke skamme sig i en umiddelbar sammenligning med kollegaerne John Petrucci og Jordan Rudess. 

Læremestrene i Dream Theater skal med andre ord ikke læne sig for mageligt tilbage på deres kommende album ”Octavarium”, medmindre de vil risikere, at eleverne i Shadow Gallery overhaler dem indenom med ”Room V”. Det kan godt være Shadow Gallery er mindst ligeså håbløst forudsigelige indenfor deres musikgenre som f.eks. AC/DC og Iron Maiden er indenfor deres, men når resultatet er så forbandet velspillet, velkomponeret, velproduceret og sjældent oplagt som tilfældet er med ”Room V”, falder den slags indvendinger lidt til jorden. I hvert fald for undertegnede, for hvem klassisk prog.-metal stadig er noget nær det bedste i hele verden i de efterhånden alt få tilfælde, hvor alt gå op i en højere enhed. I objektivitetens hellige navn må jeg dog hellere fratrække en ½ karakter for den slet skjulte Dream Theater tilbedelse der alle dage har været mit eneste ankepunkt, hvad angår Shadow Gallerys musik. CCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM