seven witches - year of the witches
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 20.09.04 Heavy/Power Metal Noise/Target Jack Frost
 

Den tidligere guitarist i det klassiske US power metal band Savatage, Jack Frost, har i en årrække haft sit eget band Seven Witches kørende, og det nye album ”Year of The Witch” er faktisk allerede bandets 5. album. Ikke desto mindre er det mit første bekendtskab med Seven Witches.

Tidligere havde Seven Witches den ellers fede sanger Wade Black (Ex.-Crimson Glory) i deres rækker, men nu har Jack Frost fået geniale James Rivera (Ex.-Helstar/Destiny’s End) på vokal, og mandens stemme, der lyder som en blanding af Harry ’The Tyrant’ Conklin fra Jag Panzer og Rob Halford fra Judas Priest, passer simpelthen perfekt til den slags musik Seven Witches gør sig i. En musik som faktisk også kunne karakteriseres som en blanding af US power metal á la netop Jag Panzer og Savatage og så mere traditionelle 80’er heavy grupper som Judas Priest og Iron Maiden, bare med en helt moderne lydende produktion. 

Albummet starter med nummeret ”Metal Asylum” der tekstmæssigt på små 4 minutter når at hylde en hel kongerække af stilskabende metalbands fra 70’erne og 80’erne såsom Iron Maiden, Judas Priest, Slayer, Black Sabbath, Motörhead, Metallica, Mötley Crüe og Kiss. Ikke just et uprøvet koncept, men svært underholdende i hænderne på et traditionelt band som Seven Witches.

Apropos Judas Priest og Rob Halford så lyder ganske udmærkede skæringer som titelnummeret, ”Fires Below” og ”Cries of The Living” faktisk som overskydende materiale fra især Halfords 2 albums ”Resurrection” og ”Crucible”, hvilket Riveras skarpslebne vokal bærer en stor del af ansvaret for. Som et kuriosum har den tidligere Megadeth bassist David Ellefson skrevet nummeret ”If You Were God” til Seven Witches, og det lyder rent faktisk som om det snildt kunne have været at finde på Megadeths ”Youthanasia” udgivelse.

Objektivt hørt fortjener ”Year of The Witch” velsagtens kun en CCC½ karakter, men da vi ikke opererer med halve karakterer, og da jeg har svært ved at skjule min begejstring ved at høre James Riveras karismatiske stemme igen, vælger jeg at runde op til 4 små C’er. I forvejen er der efterhånden langt imellem snapsene i den genre Seven Witches bevæger sig i, så det er med at prise sig lykkelig når der endelig udkommer et album som ”Year of The Witch”, der på trods af sin traditionelle og gennemprøvede form alligevel er værd at bruge tid på i 2004. –byrial

 









Kom med kommentar i vores FORUM