Med ”Mutiny!” præsterede Set Your Goals nærmest den perfekte perfekte debut. ”Reset” ep'en var ellers en fornuftig forsmag, men på albummet formåedes at udnytte inspirationerne fra Gorilla Biscuits, Lifetime, The Movielife og New Found Glory til at forme en egen lyd og skabe et konceptuelt fuldendt værk. Pop-punk og hardcore i suveræn forening, uden at det blev forceret. Hvordan følger man op på noget så genialt, uden at ende i skyggen af det? Næppe med regulær gentagelse, hvad ”This Will Be the Death of Us” også stråler af bevidsthed om.

Bissen er skruet på, og muligvis skyldes det, at to nye guitarister er kommet til siden ”Mutiny!” indspilningen. Hardcore-delene er kommet mere i fokus, og undertiden dukker nogle næsten metallisk leads op - f.eks. i ”Look Closer”. Sammen med optakten, ”With Hoffman Lenses we will See the Truth”, trækker det på tematik fra kultfilm som ”They Live!” og ”Soylent Green” som klar advarsel om ikke at glemme den kritiske indstilling til til verden omkring en. Lyrisk skarpt er også uptempo nummeret ”The Fallen...”, der med heftigt beat og energisk vekslende tag-team salver fra begge vokalister udpensler smertende skuffelse over at blive ladt i stikken af nogen, man med oprigtig overbevisning havde betroet sin skæbne. Jeg formoder, at teksten omhandler bruddet med Eulogy Recordings.

Albummet er dog ikke blot en bittert boblende kogekeddel - ”Summer Jam” opsummerer med glimt i øjet bandets erfaring som turnerende band de sidste fem års tid. Musikalsk mere poppet, men med massivt rungende kor som finale. Mange direkte referencer til oplevelser med bl.a. The Warriors, Crime in Stereo, New Found Glory og No Trigger.

Opmuntrende er også de resterende uptempo indslag, der via et drevent flair for ikke-forceret variation aldrig bliver ensformige, den punkede tilgang til trods. ”Like you to me” samt ”Flawed Methods of Persecution & Punishment” vinder på sangskrivningsmæssigt at være adskillige niveauer over bølgen af Lifetime/New Found Glory/The Movielife plagiater, der er skudt frem med raketfart. De fleste så anonyme og forglemmelige at jeg knapt kan diske op med eksempler. Men tjek f.eks. bands som Such Gold, This Time Next Year og Fireworks – herefter vil du sætte ekstra stor på på, hvad SYG formår at frembringe!

En solid håndfuld gæster dukker op undervejs. Første mand på banen er Vinnie Caruana fra The Movielife – et band hvis balancegang mellem pop-punk og hardcore utvivlsomt har betydet meget for den retning, SYG siden begyndelse har styret mod. Derfor flyder Caruanas stemme da også gnidningsløst ind i klimakset på titelnummeret som ekstra energitilførsel til noget i forvejen intenst.

Næste levende billede på gæstefronten er en ung dame, hvis hidsige vokalstil indledningsvis tager inspiration fra legendariske Inside Out og dermed komplimenterer den underliggende hip-hop vibe på ”The Few that Remain”. Det er ikke voldsomt udtalt, men den er der. Hvem, der stod bag, måtte jeg undersøge nærmere for at være sikker – det er skam Hayley Williams fra uundgåelige Paramore. Hendes 'ahem, må jeg også lige være her?' intro midtvejs i nummeret kan ses som en fin stikpille til den testosteron-dominerede pølsefest, hardcore-kulturen desværre oftest udmunder i. På den front er det helt i overensstemmelse med, hvad SYG overordnet ønsker at kommunikere.

”Gaia Bleeds (Make Way for Man)” styrer i retning af midthalvfemsernes metalliske hardcore og er utvivlsomt det tungeste, mest brutale brud med pop-punken, SYG har præsteret. Nummeret tangerer godt nok at være stopklods for albummets flow, men til gengæld er det pisse fedt. Valget af gæstevokal her er endnu mere overraskende end det midlertidige stilskifte, men alligevel ekstremt oplagt. De har ganske enkelt lokket Turmoils oprindelige sanger, John Gula, med. Jep, du læste rigtigt! Den muligvis mest markante stemme fra periode og stilen, nummeret trækker på, er tilstede med barsk præstation, der understreger nødvendigheden af, at han burde blive aktiv igen på fast basis.

Afsluttende ”Our Ethos” er en mere episk lydende vinkling af den klassiske skatepunk/melodycore lyd, som også hærgede i midthalvfemserne. New Found Glory guitarist (og tidligere sanger i Shai Hulud) Chad Gilbert kigger forbi, men hans vokalbidrag føjer ikke noget essentielt til sangen, der også føles en anelse for langtrukken og slet ikke har samme gennemslagskraft som ”Echoes”, der lukkede ”Mutiny!” helt suverænt af.

Albummet har mest imod sig, at det ikke helt kan hamle op imod den røde tråd, der hævede ”Mutiny!” op på et niveau, hvor de forenende elementer skabte et fuldstændig skudsikkert værk, musikalsk såvel som konceptuelt. Undertiden stjæler de skrappeste af gæsterne også rampelyset. Der betales en vis pris for den nyfundne omskiftelighed, men den er ikke større end, at ”This Will Be the Death of Us” stadig står næsten urokkeligt stærkt, hvis man er til stilen. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM