serj tankian - elect the dead
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 22.10.07 Alt. rock Serjical Strike/Reprise --
 

Og så var det at forventninger om sygelig iørefaldenhed, psykopatisk legesyge og pågående lyrisk indignation, blev skudt i sænk hurtigere end du kan nå at sige "påtagethed, tjeck!". "Elect the Dead" er System of a Down-sanger Serj Tankian´s første solo-album, og bedømt ud fra materialets stivbenede kedsommelighed, kan jeg altså kun opfordre hovedpersonen, til at bruge sin fritid lidt mere fornuftigt.

Langt fattigere på hele den palet af unik idérigdom og umiddelbarhed, vi kender fra SOAD, og selvom der gjaldes et par "la-la-la-la"´er ud til en cirkus-rytme eller to, så synes Tankian´s solo-projekt langt strammere konstrueret, end løjerne på band-basis. Fantasien og den vekselvirkning mellem spændstig aggression og alskens abnorme udskejelser er slet ikke evident på "Elect the Dead", hvilket vel egentlig ikke ville have være et problem som sådan, havde sangene bare været bedre end de er.

For sangene er simpelthen ikke gode nok. Melodierne svælger rundt og jagter sin egen hale, i en evig søgen på forløsning, og Tankian´s melodilinier rammer alt for sjældent hjem, når hans ivrighed efter at dreje halsen om på den amerikanske livsstil og krigsglæde, gang på gang resulterer i for mange ord, på for lidt plads. Fint nok at man har et budskab, men når teksterne så sjældent flettes ind i nogle vokalarrangementer der holder, ender det hele altså bare forceret og påtaget. Som at have en rigtig røverhistorie, for derefter i ren og skær ophidselse at kløjs i pointen.

Javel, det synes vekslende melodisk og aggressivt, men det bliver bare aldrig rigtig til mere end kølige afvaskninger og slattent sparkeri mod dit skinneben. Møg frustrerende og harmløst, spundet ind i den snart vante samfundskritiske paranoia. Faktisk er det komplet meningsløst at skulle fremhæve nogle sange her, for de er alle som én gabende kedelige. Stor, stor skuffelse. Mere er der ikke at sige. -dennis




















Kom med kommentar i vores FORUM