Holy Zeus!
Jeg skal da lige love for at de græske dødsguder i Septic Flesh med comeback albummet “Communion” er steget ned fra Olympen for atter at sprede uhygge blandt os stakkels dødelige!
Bandet trak sig ellers i ensom majestæt tilbage fra scenen umiddelbart efter den yderst vellykkede ”Sumerian Daemons” udgivelse fra 2003, men nu har Septic Flesh altså atter fået blod på tanden, og resultatet er blevet det hidtil mest ambitiøse og storslåede album i en diskografi, der efterhånden indbefatter 7 albums af høj kvalitet!

Septic Flesh har tidligere eksperimenteret med brug af orkestrale indslag, senest på den fede intro ”Behold… The Land of Promise” fra ”Sumerian Daemons” og i form af orkestrale keyboards på de tidlige albums som f.eks. på fantastiske ”Ophidian Wheel”; sidstnævnte udgivelse benyttede sig også af højstemt kvindevokal udført af den græske skønhed Natalie Rassoulis. På ”Communion” har Septic Flesh konsekvent taget det endegyldige skridt i retningen af orkestral pompøsitet og har inkorporeret et 80 mand stort symfoniorkester fra Prag til at overtage keyboardets rolle i lydbilledet, samt et 32 mands kor til at udfylde pladsen efter den operauddannede Rassoulis. Resultatet af anstrengelserne er så sandelig blevet derefter!

Tro nu ikke at alt bare er blevet sovset til i lalleglade symfoniske falbelader á la Rhapsody (of Fire) eller Therion, for Septic Flesh er stadig i udtalt grad et ædende ondt death metal band, og i intensitet og brutalitet lever ”Communion” fint op til niveauet fra ”Sumerian Daemons”, der ellers var det hidtil mest bestialske album i bandets diskografi. Sagen er snarere den at Septic Flesh bruger de orkestrale ornamenteringer med måde og med kirurgisk præcision sætter dem ind på de helt rette tidspunkter, så de får den ønskede effekt; en effekt der i dysterhed snarere minder om østrigsk/franske Elends infernalske neoklassiske elegier end om bands som omtalte Rhapsody (of Fire) eller Therion.

Bedste eksempel på ovennævnte blanding af benhård death metal og dystre orkestrale/korale indslag er den fuldstændigt forrygende ”Persepolis”, der også er albummet absolutte højdepunkt, ja faktisk en af de fedeste og mest grandiose death metal hymner, jeg mindes at have hørt siden Nile var på toppen! Nummeret starter med ildevarslende dommedagshorn, som var man vidne til apokalypsens snarlige komme, hvorefter nærmest søsyge-inducerende strygere, flere horn- og korarrangementer samt noget skummelt recitation på græsk giver kompositionen et mere og mere soundtrack agtigt præg. Atmosfæren er så tyk og ladet at man næsten kan skære i den med en kniv; et valkyrieridt af næsten Wagner’sk proportioner! Intet mindre end genialt!

Også bælgmørke lækkerier som åbneren ”Lovecraft’s Death”, titelnummeret og ”Babel’s Gate” kombinerer knaldhård dødsmetal med dramatiske kor og orkesterpassager, mens ”Annubis”, ”Sunlight Moonlight” og ”Sangreal” snarere trækker tråde tilbage til albummet ”Revolution DNA” fra 1999, der var Septic Fleshs forsøg på i sin tid at tilnærme sig melo-death genren; på disse numre skaber guitarist Sotiris’ skønsang på de yderst melodiske omkvæd en fornem dynamisk kontrast til bassist og cover-kunstneren Spiros’ fantastiske og afgrundsdybe ’dragevokal’. Glemt alt om In Flames, Soilwork osv., sådan hér skal ’melo-death’ fandeme ideelt set lyde!

Havde alle numrene på ”Communion” været helt oppe at ringe som den himmelstormende fede ”Persepolis”, havde Septic Flesh klart fortjent topkarakteren, men at det nye album er bandets til dato i særklasse både mest storladne og samtidig mest diabolske udgivelse kan ingen vist være i tvivl om! Hvor mange gange har comeback albums ikke blot været en bleg skygge af dette og hint bands tidligere musikalske virke? I tilfældet Septic Flesh er pausen derimod tydeligvis blevet brugt konstruktivt, og resultatet er med ”Communion” blevet et comeback, der bør og skal give bandet det endegyldige gennembrud blandt genrens allerbedste udøvere! Anbefales! – Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM