seemless - seemless
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 24.01.05 Rock/Emo Equal Vision/Target Sandalls/Schuler
 

Da Jesse David ganske uventet fratrådte pladsen som vokalist allerede i de indledende faser af metalcore titanerne Killswitch Engages eksplosionsagtige optur for at hellige sig Herren og familien, havde man vel næppe ventet at høre mere fra manden sådan lige med det samme. Men nu lader han altså til at hygge sig gevaldigt i Seemless, hvis debut på Losing Face netop er blevet genudsendt via Equal Vision med opfrisket lyd. Folk fra Shadows Fall sammenhæng og legendariske Overcast er desuden på banen, men når al letkøbt namedropping er overstået, bliver det straks sværere at trække flere tråde til gutternes tidligere punkter på cv ’et.

Trommeslageren, Derek Kerswill, har udtalt, at bandets drømmevokalist som udgangspunkt enten var Jesse eller selveste Jonah Jenkins fra Only Living Witness og Milligram. Kender man til især den guddommelige OLW svanesang, ”Innocents” (6xC!!!), er ønsket absolut ikke uforståeligt, men nu hvor det altså endte med at blive Jesse, mærkes det retfærdigvis også, at manden er opgaven moden ved lige netop at lyde som alt anden end den stemme, vi husker fra KSE. Tættere er den indlullende, besjælede tilgang i hvert fald på Jenkins’ stil end standardiseret metalcore vræl/skønsang vekslen, og man kan vel kun formode, at Jesse nu for alvor har fundet sig selv her.

Overordnet set er Seemless vægtet med solid ballast fundet i den musikalske arv fra Soundgarden, Life of Agony og endda en smule Only Living Witness lydende input. Højt stiles der med den glatte, helt igennem airplay-venlige produktion, og lige på det punkt mangler jeg ærlig talt nogle modhager, der river og bider, til det gør lidt nas, da hele molevitten de første mange gennemlytninger gled en anelse for ubemærket henover lystavlen. Men Seemless albummet er en lille luskebuks, ja rent ud sagt en decideret snyder, da herligheden først for alvor kommer til sin ret efter utallige timers luftigt fokus. Du ligger henslængt, klør dig lidt i panden, har tankerne et helt andet sted, og vupti…den er der! Tingene går op i en højere enhed. Fryd og glæde.

Processen fremskyndes dog sikkert, om man til en start fokuserer på de fuldt ud rockede tilbøjeligheder i ”Lay my Burden down” eller den super fede ”The Crisis”, og mener du selv at kunne skære et par solide blokke ud af lytte-kalenderen, er Seemless klart forsøget værd. At der stadig døjes med vokseværk, kan man nok på den anden side heller ikke benægte, men tør de hæve indsatsen på næste album med lidt decideret hitmageri, har vi klart noget stort i sigte. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM