“Tides May Turn” er en lille sag, jeg efterhånden har kredset om i et stykke tid, da den på ganske særlig vis er enhver anmelders værst mareridt. Hverken tæskedårlig eller ovenud fantastisk – bare jævn og fornøjelig uden de store svinkeærinder, hvilket i sig selv sådan set er helt ok, men det kan fandeme blive en tør omgang at skulle formidle videre, hvordan den slags tager sig ud. Udover et ”yeah…det’ fee’” – hvilket det skam fuldt ud er inden for egne præmisser – giver det store følelsesbarometer ikke rigtig flere udslag, så jeg kan hverken finde huggeblokken eller de kulørte lys frem denne gang.

De her hollændere banker en kontant omgang nosseknusende hardcore ud, uden dikkedarer og nært beslægtet med Slapshot, men fra tid til anden går der oi! punk i den med rallende alko-gurglen, så frontmanden Ronald også får en chance for at imitere Al Barr, som han lød under Bruisers æraen. Og så sker der ikke så meget mere, men det der sker, fungerer godt. Du lærer med lynets hast at skråle ”I’ve had enough, I’ve had enough” til tonerne af ”Progress or Poverty?”, og jeg kan ikke benægte, at jeg finder ”Straight Edge is a Waste” ret morsom. Sorgfrit er det uomtvisteligt, og med systemet i frigear burde det ikke være noget større problem, at sætte pris på Second Chance NL af og til.

Og det var så det…aner ikke hvad jeg ellers skal sige. Måske kan jeg danse en lille dans for Jer som kompensation for at være helt på bar bund? ”En til højre, to til venstre, en til højre…”. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM