|
Finland. Hjem for utallige
deathmetal-supertankere som fx Demilich, og... ja, okay, Demilich.
Landet har sandt at sige aldrig haft nogen nævneværdig tradition for
deathmetal, og det skulle efter sigende være lige det, Scent of Flesh
forsøger at rette op på. For at være helt præcis (altså, hvis man skulle
tro promo-materialet), så er Scent of Flesh intet mindre end "100%
dedicated to deathmetal". Ikke dårligt!
Nuvel, coveret er anonymt og grimt selv for et deathmetalband, og titlen
har de vist heller ikke brugt alt for megen tid og spidsfindighed på.
Men mon "Deform In Torture" atter kan sætte Finland på det
dødsmetalliske landkort?
Som lovet spiller Scent of Flesh deathmetal, og det helt uden slinger i
valsen. Der er ikke på et tidspunkt lagt fingre imellem hvad
sangskrivningen angår; der bliver trukket på den sædvanlige favorisering
af tremolo-picking og mutede powerchords, og det er meget, meget
sjældent at de gæve finnere bevæger sig højere op end bunden af
toneregisteret. Generelt dyrkes der en oldschool-agtig æstetik med den
noget grovkornede og unuancerede produktion, der dog heldigvis (og til
musikkens umiddelbare fordel) har resulteret i en meget naturlig, fyldig
og ikke mindst ikke-triggeret trommelyd, der lægger god bund i
lydbilledet. Der nikkes anerkendende til både "Effigy..."-æra
Suffocation og de klassiske Morrisound-bands, men nogen dyb tallerken
opfindes aldrig. I grunden går der lidt for meget drøvtyggeri i
sangskrivningen, og selv om albummet sparkes effektivt i gang af den
4-minutter lange (og på forunderligvis aldrig kedelige) "Living But
Stillborn", der trækker på en anelse grovkornet melodi her og der,
kommer Scent of Flesh aldrig helt ud af starthullet. Resten af
spilletiden bliver brugt, for at sige det groft, på at prøve at leve op
til åbningsnummeret, men det lykkes aldrig.
Med al ret er "Deform in Torture" solidt håndværk, men aldrig mere end
det. For fans af genren er Scent of Flesh ikke noget dårligt køb, men
meget mere end typiske dødsmetalliske floskler bliver det heller ikke
til. -nicolai
Kom
med kommentar i vores FORUM
|