Jonathan Albrechtsen skabte respekt omkring sin vokal i Hatesphere, der desværre kun havde en tre-årigt ophold i bandet inden, der blev fundet en afløser. Der er ikke meldt meget ud om Jonathans exit, men efter at have hørt ”Sutra” igennem et utal af gange, og på samme måde lidt have opgivet Hatesphere og deres utallige udskiftninger, så er der ikke så meget andet end at konkludere: Hatesphere, your loss.

Før Hatesphere ødelagde Jonathan sin hals i Scarred by Beauty, der egentlig kun havde floreret på demo-niveau, men som endelig, nu hvor Hatesphere er et overstået kapitel, har kunnet udgive deres første fuldlængde ved navn ”Sutra”. Lettere mystisk navn, men pressematerialet har heldigvis en forklaring. Groft oversat skulle det åbenbart betyde ”Tråd, der holder ting sammen”, dog bliver vi ikke indviet i hvilket sprog dette er baseret på (en hurtig Google søgning siger Hindu). Nuvel, det skal ikke ødelægge noget, også selvom pressematerialer som regel har det med at love lidt mere end de kan holde. I stedet lod jeg pressematerialet ligge lidt og gav mig i kast med musikken. Heldigvis viste det sig hurtigt, at der ingen skuffelse var i sigte.

Lige umiddelbart er ”Circle the Reservoir” det første nummer, der fanger en. ”Indika”, det første nummer på pladen, fænger ikke helt, men det gør ikke så meget, for det gør ”Circle the Reservoir” med det samme. Det bemærkes hurtigt at den tekniske snilde er sat højt på dagsordenen. Der bliver vekslet mellem temposkift og indviklede taktarter til den helt store guldmedalje. Nogen bands gør det til en grad, så det virker upassende og til tider virker til kun at være der for provokationens skyld – Scarred by Beauty gør det til perfektion. Der går aldrig inflation i det. Der er altid plads til et pusterum, på dette nummer i form af et breakdown, hvor trommerne lige har fået et nøk til den elektroniske side. Det er et charmerende mellemstykke og med Jonathans vekslen mellem panisk og aggressiv vokal, går det fra pusterum til mavepuster.

Efter et par gennemlytninger er det ikke svært at høre, hvor velspillet bandet er. Der er et helt bestemt sammenhold instrumenterne i mellem, men de fremmedgør på ingen måde vokalen. Tværtimod, så skiftes de to til at samle hinanden op og kaste dem fremad. På ”We Swim” - der for øvrigt er en genindspilning fra ep’en af samme navn sammen med numrene ”A Million Metaphors” og ”About Words - er den musikalske force i hovedgrunden, mens vokalen kæmper for at komme til sin magt. Ikke at vokalen er svag på nogen måde, men det virker som et spil, der udfolder sig gennem hele pladen. Der kæmpes om pladsen i forgrunden med sådan en styrke, at det virker til der næsten ikke er nok plads på ”Sutra” til at indeholde alle aspekter.

Omvendt er det på ”Oh Brother, I Believe”, der uden tvivl er pladens stærkeste nummer. Vokalen er fremført med en blanding af aggressivitet og melankoli, der er suppleret vel af den instrumentale baggrund, der henholdsvis skifter mellem hurtig og langsom. Midt i nummeret bliver det helt hjerteskærende, når Jonathan får fremført en kort, nærmest bedrøvet spoken word monolog, der munder ud i det nervepirrende ”SLEEP!”. Det fornemmes, at der er noget grueligt galt, men vi bliver som lyttere kun indviet i halvdelen af historien. Der mangler noget til Jonathans fortælling, der er noget, der går ham grueligt meget på, og det er derfor at et nummer som ”Oh Brother, I Believe” har så megen slagkraft i forhold til de andre numre.

Ligeledes finder man ”About Words”, dog indeholder denne en lille forsmag på en skønsang vokal, der overhovedet ikke fungerer. Dog er dette en brøkdel af et ellers meget godt vokalarbejde, der florerer på hele ”Sutra”. Der er ingen tvivl om at Jonathan har en virkelig stærk stemme, der bidrager til en meget veludført og alsidig vokal, men skønsangen skal lægges på hylden.

Scarred by Beauty spiller fantastisk godt sammen, som allerede er blevet nævnt tidligere, men de kan ikke tage hele æren, for produktionen er ligeledes helt i top. Lyden er meget klar, hver eneste detalje kan høres, og det klæder immervæk bandet grundet deres sans for teknisk snilde. Hvad der også imponerer, er nogle nærmest soniske brag, der sniger sig ind her og der, der nærmest tvinger lytteren til at følge med. Igen må ”Oh Brother, I Believe” hives frem igen som prima eksempel på dette. Et øjeblik svæven i luften og så bliver det hele smadret ned i jorden fra Scarred by Beautys soniske krigsførelse. Dette må nok tilegnes produceren, der må have haft en finger med i spillet her. Under alle omstændigheder bidrager det godt til Scarred by Beautys i forvejen opdelte univers mellem krig og kaos og melankoli. Lyt til ”Woman”, der viser, hvordan denne polarisering virker på pladen. Kaos forenet med melankoli.

Når det så er sagt, så må det også nævnes at det uden tvivl klæder pladen ikke at være længere end de 40 minutter, som den nu er. Måske er dette endda lige en tand for langt, for til tider er det svært at skelne sangene fra hinanden. Der er en del, der står ud blandt andet sidstnævnte ”Woman”, ”Oh Brother, I Believe” og ”Circle The Reservoir”, der alle er usandsynligt stærke numre, hvorimod de andre har det med at fade lidt ud i baggrunden til tider. De er ikke dårlige, men de mangler lige ’etellerandet’, som det ikke lige er til at sætte fingeren på. Men som pressematerialet jo egentlig lovede, da jeg først gav mig til at lytte, så ville der være en tråd, der holdte tingene sammen, og i Scarred by Beautys tilfælde må det siges at være en ærlighed, der skinner igennem deres arbejde på ”Sutra”. Hvert eneste nummer bærer præg af dette, hvor nogen blot skinner mere igennem grundet andre faktorer. Derfor vil det uden tvivl være spændende at se, dels hvordan de klarer sig live og, dels hvordan de klarer sig i fremtiden. Forhåbentlig knækker tråden ikke, men bliver ved med at holde ærligheden og sammenholdet tæt om bandet. Forhåbentlig udvikler tråden sig efterhånden til et reb, for så er der intet, der kan stoppe Scarred by Beauty. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM