Et af de mest legendariske navne indenfor strømmen af norsk Black Metal fra 90'erne er uden tvivl mægtige Satyricon, et band som lige siden udgivelsen af hovedværket "Nemesis Divina" fra 1997 ikke har været bange for at udfordre de tilbedende horder med nye indgangsvinkler til bandets udtryk. Med 2002 albummet "Volcano" introducerede bandet en mere rockbaseret musikalsk struktur hvor mange af de klassiske elementer fra Black Metal blev omformuleret til en strammere kontekst. Bl.a. sorte hits som "Repined Bastard Nation" og "Fuel For Hatred" var fantastiske vidnesbyrd om Satyricon nye musikalske kurs.

"Volcano" var dog i sin helhed ikke konsekvent og gennemført i forhold til Black'n'roll stilen, da store dele af albummet var tro imod de traditionelle dyder indenfor Black Metal med f.eks. store bredt favnende kompositioner. Således ender "Volcano" trods sine mange stærke kvaliteter blot som et mellem-album i Satyricons diskografi, med en klar profeti om at noget stort er under opsejling. Den konklusion kan drages efter dage i selskab med det nye Satyricon album "Now, Diabolical", et album som viser et band med en totalt kompromisløs evner til at skabe en linje, der gennemføres til yderst konsekvens.

Satyricon består som bekendt af to medlemmer; forsanger, guitarist, producer og strateg Satyr Wongraven samt trommeslageren Frost. Sidstnævnte intet mindre end brillerer på "Now, Diabolical" med sit ultradynamiske og knastørre arbejde ved trommerne. Jeg tror vi skal tilbage til Dave Grohls præstation på Queens Of The Stone Age albummet "Songs For The Deaf" for at finde en værdig sammenligningen. Det er sjældent at jeg føler mig så indfanget af trommerne på et album, som tilfældet er på dette album fra Satyricon.

Kompositionerne på "Now, Diabolical" er holdt kolossalt stramt af en overordnet ramme som kun har givet materialet begrænset spillerum, et træk som nemt kunne ende i et miserabelt selvmål af et album, men hos tilfældet Satyricon er resultatet et album som oser af frigjort potentiale og brusende energi. Det faste fundament for de enkelte sange har skabt det påkrævede rum for de enkelte gode ideer, simple kompositioner som "K.I.N.G" og "A New Enemy" udfolder sig eksempelvis som mægtige fabeldyr med få men skræmmende effektive virkemidler.

Titelnummeret som også er åbningsnummer har et møgbeskidt og altædende drive der giver lytteren et billede af en flok frådende rovdyr på jagt igennem underskoven på vej mod det ultimative bytte. Buldrende ondskab skabes også på den grumme "The Rite Of Our Cross" der med jordskælvsagtigt energi skal gøre kamppladsen klar til ankomsten af Mørkets Hersker. Det eneste af albummet otte skæringer som for alvor står ud fra mængden i forhold til struktur og opbygning er det enorme afslutningsnummer "To The Mountain" som har referencer til den underliggende ondskab fra legenden Thorns samtidigt med at selve bunden i nummeret har en droneagtigt note.

Satyr & Co. slagter på "Now, Diabolical" en række hellige køer indenfor genren Black Metal og diskussionen om bandet overhovedet tilhører genren vil uden tvivl raserer de kommende år. For mig er det ganske klart at kernen hos Satyricon fortsat er sort som kul og det faktum at bandet har evnet at fjerne alt det overflødige fedt i udtrykket er blot en gigantisk befrielse, som meget vel kan løfte en hel genre fri af dødvandet. "Now, Diabolical" fremstår som et ægte mesterværk som vil få helt afgørende betydning for måden at tænke "metallisk" i fremtiden, Satyricon har lavet en tyk streg i sandet med en fast hånd så konsekvent at ingen kan være i tvivl om bandets storhed. -and

Kom med kommentar i vores FORUM