Et af de mest ventede udspil i gennem en del år herhjemme, er nu endelig en realitet. 5 år har det taget de danske doom-konger, siden de sidst gav lyd fra sig. Spørgsmålet er så, om ”Veronika Decides to Die” har været ventetiden værd, og svaret er et klart både/og. For fans af den langsomme og romantiske doom er det absolut et godkendt album. Saturnus har på trods af utallige og ind i mellem ret vitale udskiftninger i deres line-up, altid været kompetente garanter for tonstung, nedtonet og smuk doom-metal. Det gælder også her, og derfor er karakteren CCC allerede i hus. Dét alene siger noget om, hvilken perle danske Saturnus er inden for heavy metal, vel at mærke også på internationalt niveau. Selv om de kører i tomgang, så hører de til i toppen af deres genre. Men her i 2006 er Saturnus’ kunstneriske styrke og stabilitet, samtidig også deres største problem. 

De hviler kort sagt lidt på laurbærrene. Og selv om dette kan undskyldes med indre uro og flere nye besætningsmedlemmer, så ændrer det ikke ved det faktum, at Saturnus har gjort det her meget bedre før. Det er selvfølgelig altid svært, når man har et bagkatalog af så høj klasse, at blive ved med overgå sig selv. Mange bands, Metallica, Van Halen etc., har lidt under, at de tidligt i karrieren nærmest har sejret sig selv ihjel. Nogle vil sige at det er et luksusproblem, og det er da også rigtigt langt hen ad vejen. Men efter flere gennemlytninger af ”Veronika…”, så nynner jeg stadig med på ”Inflame Thy Heart” fra mesterværket ”Martyre”, som må være kandidat som verdens bedste ”melodic doom” album. Og netop dét har vel ikke ligefrem været hensigten med Saturnus’ nye udspil.

Årsagen ligger først og fremmest i, at der ikke er noget nyt under solen i Saturnus’ musik. Det behøver der for så vidt heller ikke at være, men det stiller blot meget store krav til kompositioner, lydbillede osv. I den forbindelse er der to ting, der halter lidt på ”Veronika…”. For det første mangler den nogle mere mindeværdige eller opfindsomme riffs. Det virker som om, at guitaristerne læner sig lidt for meget op ad de enorme klangflader uden selv at blive en decideret drivkraft i musikken. Den anden ting er, at produktionen er lidt for komprimeret, selv om det jo er ”Mighty” Flemming Rasmussen, der har siddet bag knapperne i studiet. Saturnus’ kompositioner er både grandiose og monumentale, og det ville have klædt dem med et mere majestætisk lydbillede. Keyboards og rytmeguitarer kunne godt fremhæves en anelse, således at Thomas A.G.’s vokal, som er en af de absolut bedste i genren, ville få mere modspil. Det kunne efter min mening give et løft og øge dynamikken. For nu at gå helt ned i detaljer, kan man også høre det på lyden af lilletrommen, som forandrer sig gennem hele albummet, nærmest som om man ikke rigtig har kunnet finde det rigtige ben at stå på.

Men alt i alt er ”Veronika…” et udmærket album, hvis man altså kan abstrahere fra Saturnus’ bagkatalog. Sange som ”To The Dreams” og den gigantiske åbner “I Long” er af meget høj klasse som beviser, hvad Saturnus en gang stod for, og forhåbentligt hvad de snart vil komme til at stå for igen. Det giver et begrundet håb om, at der kun er tale om en mindre og ikke mindst midlertidig formnedgang. Saturnus er i god form, vi glæder os til de igen kommer i topform. -simon 

Kom med kommentar i vores FORUM