Bag navnet Sarke gemmer der sig musikeren af samme navn, der bl.a. har slået sine folder i bands som Khold og Tulus, så debutalbummet ”Vorunah” er vel egentlig at betragte som et soloalbum, idet pseudonymet Sarke egenhændigt har skrevet al musik, tekst og desuden selv spiller både guitar, bas og trommer på ”Vorunah”. Dog med den ikke uvæsentlige detalje at selveste Nocturno Culto fra DarkThrone har bidraget til løjerne med sin distinkte og bundrådne gravrøvervokal.

Sammenligninger med både Khold og nyere DarkThrone kan Sarke på den indledende ”Primitive Killing” ikke undslå sig pga. det råt rockende, midtempo black metal crunch, som nummeret fremturer med, hvorimod det efterfølgende titelnummer fremturer med et anderledes slæbetungt lydbillede komplet med en Tom G. Warrior (Hellhammer/Celtic Frost) lignende vokal fra Nocturno
Culto, ildevarslende keyboard i baggrunden og et spræls trommespil, der minder lidt om Fenriz’ approach på DarkThrones ”Goatlord” album. Endnu mere Celtic Frost agtigt bliver det på ”The Drunken Priest”, hvis skumle stemning understøttes af orgel og bimlende kirkeklokker; noget der passer perfekt til nummerets betændte lyrik: ’An aroma of wine and vomit infects air.’

Titlen på ”Frost Junkie” siger alt om denne vindomsuste, melankolske og næsten doomy komposition, der er noget nær den optimale medicin til dem af os, der vantrives i sommerens ulideligt hede omfavnelse og længes imod mørkere og koldere tider, mens der diskes op med
rendyrket black’n’roll (dog afbrudt af noget sinistert lydende orgelspil) på den forrygende “Old” med sit herligt fængende omkvæd: ’I’m old, I’m dying/Hell can wait/I’m always late.’

Hen imod slutningen af albummet trænger to næsten 7 minutter lange numre sig på i form af ”Cult Ritual” og ”13 Candles”, og fælles for dem begge er at de indledes med noget smukt og vemodigt lydende pianospil, før en næsten Candlemass agtig tyngde tager effektivt over; ”Cult Ritual” krydres dog af nogle black’n’roll tiltag, mens ”13 Candles” bibeholder sin slæbende tyngde hele vejen igennem, stemningsfuldt understøttet af noget diskret, messende korsang. Det eneste nummer der forfalder til en standardiseret norsk black metal formel er den hurtige og korte afsluttende ”Dead Universe”, men det er så også albummets klart mindst interessante indslag.

Promo-materialet omtaler ”Vorunah” som ’nothing less than a modern classic’, men det er i mine ører tæt på at være det rene vås. For det første er albummet et godt stykke fra at være en klassiker, og desuden er musikken så langt fra at kunne kaldes ’moderne’, som tænkes kan. Hvilket så rent faktisk netop er det, der er så umiddelbart tiltalende ved Sarkes debut. Man kan nemlig ikke lade være med at knuselske ”Vorunah” i al dets stokkonservative og antimoderne pragt, der iført musikalske skyklapper lader hånt om trends og modeluner og mosler sig fremad af sit helt eget proto-ekstremmetalliske spor; et spor der som nævnt viser tilbage til fortidens stilskabende ikoner som Candlemass og Hellhammer/Celtic Frost. Bagstræberisk måske, men underholdende? I DEN grad! CCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM