|
’Intet nyt under solen’
Sådan er der som bekendt et ordsprog der lyder, og det passer egentligt ret godt på Samaels nyeste album ”Reign of Light”. Efter problemer med deres forrige pladeselskab hvilket resulterede i en pause på små 5 år siden forrige studiealbum ”Eternal”, har schweizerne nu fået en ny kontrakt med svenske Regain Records. Hverken 5 års pause eller nyt label har dog ændret Samaels musikalske udtryk i nogen nævneværdig grad. I Samaels tilfælde gør det dog ikke så meget…
Sandheden er nemlig, at Samael er de bedste til den form for klinisk post-black metal med industrial/electronica under/overtoner, som bandet har praktiseret på udgivelserne ”Passage” og ”Eternal”, og så gør det mindre at ”Reign of Light” minder lidt vel meget om udtrykket på de omtalte albums. Dog tilføres der som noget nyt lidt østligt inspireret sitarspil på numrene ”Moongate” og ”Heliopolis” samt lidt kvindevokal som krydderi på ”High Above”, men de store nyskabelser er der egentlig ikke tale om. Indenfor disse velkendte rammer fungerer især de lidt mere uptempo skæringer som ”Telepath”, ”As the Sun” og navnlig det svært medrivende titelnummer dog fortrinligt.
Som sædvanlig er det forsanger Vorphalacks isnende og dæmoniske røst samt først og fremmest Xytras’ effektive keyboardflader og programmeringer der især definerer Samaels egenartede lyd, og ”Reign of Light” er i øvrigt produceret af Waldemar Sorychta, der blandt andet har produceret Tiamat, og mixed i HDCD formatet af Stefan Glaumann, som også har haft fingrene i Rammstein. Faktisk lyder Samael da også lidt som en blanding af den atmosfære man fandt på f.eks. Tiamats ”Wildhoney” album kombineret med Rammsteins mere kolde, kommanderende industrial metal feel, bare med den onde black metalliske aura Samael trods alt stadig har bevaret lidt af.
Desuagtet at Samaels 10 år gamle mere regulære black metal udgivelse, den kontroversielle og blasfemiske ”Ceremony of Opposites”, stadig er min favorit med bandet, respekterer jeg deres ønske om at spille den slags musik de har spillet de sidste 8-10 år, for ingen gør det bedre end Samael. ”Reign of Light” er i mine ører bedre end ”Eternal” og helt på højde med ”Passage”, så var man fan af de to albums, er man garanteret fuld tilfredsstillelse ved at investere i den nye Samael udgivelse. Samael er nemlig så pålidelige og gennemførte som et schweizisk urværk. –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|