|
Er der nogle derude som husker det Engelske band Korpse?
De spillede en omgang TUNG, groovy og til tider næsten doomy form for old school death metal på især deres album ”Revirgin”. Grunden til at jeg nævner Korpse er, at Svenske Runemagick på deres nye album ”Darkness Death Doom” meget af tiden lyder som et tro kopi af netop dette nu efter al sandsynlighed opløste band.
Det første regulære nummer efter den obligatoriske intro hedder ”Ancient Incantations” og er egentlig et perfekt eksempel til illustration af både styrker og svagheder ved ”Darkness Death Doom” som helhed, for nummeret fremturer med monstertunge, fængende grooves indpakket i en dejlig knastør og crunchy produktion. Problemet er så bare, at de samme fede, men dog ret primitive grooves gentages i mere end 7 minutter hvilket resulterer i, at man som lytter i al ubemærkethed langsomt taber koncentrationen og fokuseringen på musikken. Tendensen fortsætter i endnu mere udtalt grad på det næste nummer, ”Eyes of Kali”, der med en spilletid på over 8 minutter klart gaber over mere end musikken reelt kan bære.
Generelt kunne flere af numrene på ”Darkness Death Doom” med andre ord godt trænge til at blive trimmet lidt da mange af dem er ALT for lange, og at de enkelte skæringer i øvrig glider over i hinanden hjælper heller ikke just på sagerne i den forbindelse.
Runemagick har for så vidt helt styr på det de gør, måske endda lidt for godt, for de varierer sig ikke ret meget eller afprøver forskellige indgangsvinkler til deres tunge, doomy death metal, og personligt savner jeg noget dynamik i form af nogle passager med lidt mere knald på for at få de tungere sekvenser til at fremstå så meget desto tungere.
Havde dette timelange album været barberet ned til 45 minutter, og var der eventuelt indlagt et par lidt mere dynamiske musikalske elementer, kunne Runemagick snildt have scoret højere på karakterskalaen, men som tingene står må ”Darkness Death Doom” nøjes med 3 solide C´er for en god, men i længden lidt for unuanceret udgivelse. Tænder man på tung, old school death metal uden antydningen af hysteriske skrigevokaler eller high-speed grind indslag og er man eventuelt tilmed én af den, der i sin tid var oppe at køre på Korpse ”Revirgin”, er det nye Runemagick dog uden tvivl et tjek værd. -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|