|
WARNING!
Lad for guds skyld ikke det latterlige navn på Relapse Records nye band Rumpelstiltskin Grinder og det ligeledes ret platte cover-artwork til deres album ”Buried In The Front Yard” skræmme dig væk! Begge ting kunne måske signalere en slags amerikansk pendant til Red Warszawa og disses lavkomiske version af heavy metal, men Rumpelstiltskin Grinder spiller skam rendyrket thrash farvet af den oprindelige midt til sen 80’er udgave af genren. Måske burde de have kaldt sig selv Rumpelstiltskin Thrasher i stedet for?
Albummets første nummer ”Stealing E.T.” er også et de bedste; en heftig omgang thrash med tempo, fede old school grooves og en rusten vokal der ligger et sted i grænselandet mellem Mille fra Kreator og Steve Reynolds fra hedengangne Demolition Hammer. Apropos netop Kreator og Demolition Hammer, så er der også rent musikalsk mange lighedspunker; Rumpelstiltskin Grinder har lidt af Kreators vildskab fra tiden omkring ”Pleasure To Kill” albummet over sig, mens bandet i lighed med Demolition Hammer ofte benytter sig af en slags ’riot gang’ baggrundsvokaler som f.eks. i det herlige nummer i ”Grab A Shovel (We’ve Got Bodies To Bury)”. Det rykker!
På ”Orange And Black Attack” er der et herligt tungt omkvæd, hvor forsangeren på catchy vis igen og igen skråler ’No, we’re done fuckin’ around!’ så man tror ham, mens der på den heftige ”Unleash The Troll” til tider næsten går regulær gammeldags speed metal i sagerne komplet med lidt sparsom brug af mere moderne blast beats. Også ”The Day Merman Met Todd ’The Harpoon’ Wilson” har et dejlig tungt old school thrash groove kørende komplet med lidt brug af akustisk guitar om krydderi. Apropos guitarer, så er soloarbejdet på albummet overordnet set ret fedt; det lyder ofte som en lidt mindre poleret og knap så teknisk, men til gengæld mere thrashy udgave af stilen man kender fra Deaths Chuck Schuldiner.
Selvom der ikke er noget cross-over afsmitning i Rumpelstiltskin Grinders musik, synes jeg godt man kan putte ”Buried In The Front Yard” lidt i samme bås som Municipal Wastes for nyligt udgivne og svært underholdende album ”Hazardous Mutation”; begge udgivelser henvender sig åbenlyst til folk der er håbløst forelskede i lyden af god gammeldags 80’er thrash i en moderne aftapning. Rumpelstiltskin Grinder er måske over et helt album lige knapt så overbevisende som Municipal Waste, men det er sgu tæt på, så hvis man er ligeså pjattet med ”Hazardous Mutation” som jeg er, bør man unde sig selv at tjekke ”Buried In The Front Yard” ud snarest muligt; latterligt bandnavn eller ej. CCCC½ -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|