Sanger, sangskriver og guitarist Roine Stolt er efterhånden ved at være en ’grand old man’ i skandinavisk prog.-rock; i snart et par årtier har han qua sin medvirken i først Kaipa og senere i sit egen band The Flower Kings samt i allstar grupper som Transatlantic og The Tangent været en slags samlende figur indenfor den 70’er inspirerede, symfoniske prog.-rock. Sideløbende har denne musikalske arbejdsnarkoman også haft tid til at udsende en håndfuld soloalbums, hvor dobbeltalbummet ”Wall Street Voodoo” er det nyeste skud på stammen. 

Hvor de seneste mange The Flower Kings udgivelser har været den rene tilbedelse af den omtalte symfoniske 70’er prog.-rock, synes Roine dog på denne nye soloudgivelse at være gået et halvt årti eller mere tilbage i tiden for at hente musikalsk inspiration, for ”Wall Street Voodoo” har en del flere lighedspunkter med 60’ernes rock end man er forvendt med fra mandens side. Selvom der helt sikkert stadig er prog.-rock elementer at spore, er det mere bands som Procol Harum, Cream, The Allman Brothers og The Beatles end YES, Gentle Giant og Genesis man tænker på når man lytter til ”Wall Street Voodoo”. 

Numre som ”Dog With A Million Bones”, “Outcast” og ”The Unwanted” har en tydelig tungt, sejt og tilbagelænet rhythm & blues vibe gående, mens f.eks. ”The Observer”, ”Remember”, ”People That Have The Power To Shape The Future” har noget mere flower power/hippieagtigt over sig med deres psykedeliske melodier, harmoniske vokalarrangementer og frelste tekstlige univers. Albummet indeholder også en vellykket coverversion af Joni Mitchell nummeret ”Sex Kills”, og ”Everybody is Trying to Sell You Something” lyder endda en smule inspireret af funk til tider. Udover Roines kammerat fra Transatlantic, Neal Morse, medvirker der i øvrigt en håndfuld kendte musikere på ”Wall Street Voodoo”, der dog pga. kontraktlige forpligtelser dog går under pseudonymer som Gonzo Geffen, Slim Pothead og Victor Woof. 

Egentlig tror jeg bedre jeg kan lide dette Roine Stolt solo-album end hovedparten af mandens lidt overlæssede symfoniske prog.-rock skiver med The Flower Kings, og selvom ”Wall Street Voodoo” egentlig er en bagstræberisk og meget lidt ’moderne’ gang rock fra før verden gik af lave, er det musikalske håndværk helt i top, og et mere hyggeligt og klassisk rockalbum end ”Wall Street Voodoo” skal man lede længe efter i 2005. Er man mere til tonsende dobbelte stortrommer, hvinende guitarer, skrig og skrål, vil man dog utvivlsomt kede sig bravt i knap 2 timers selskab med Roine Stolt & Co., men rent personlig følte jeg mig glimrende underholdt. –byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM