roadrunner united - the all-star sessions
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 10.10.05 Metal Roadrunner/Bonnier Music --
 

Det er noget af et bord Roadrunner har dækket med "Roadrunner United - The All-Star Sessions" i forbindelse med selskabets 25 års jubilæum. Menuen står på hele 18 tracks på over 77 minutter med 56 musikere fra 45 forskellige bands med tilknytning til Roadrunner, så kvantiteten kan man dårligt klage over på "The All-Star Sessions" men hvad med kvaliteten ?. 

Hele projektet er blevet styret af de 4 kaptajner ; Joey Jordison (Slipknot), Dino Cazares (ex-Fear Factory/Brujeria), Robert Flynn (Machine Head) og Matthew Heafy (Trivium) som hver især har stået for en god håndfuld af indslagene på albummet. Det er Rob Flynn som har stået for åbningsnummeret "The Dagger", som desværre er noget forfærdeligt rod som i sit desperate forsøg på at ramme tidens ånd, ender som en pinlig skamstøtte over noget som engang var. At "The Dagger" som iøvrigt har Killswitch Engage forsanger Howard Jones på vokal sammen med Mr. Flynn himself er blevet valgt som åbningsnummer er virkeligt en katastrofal disposition. Efter det magre udlæg er det opad bakke for Roadrunner United derefter og Chimairas Mark Hunter gør hvad han kan på "The Enemy" men trods et dejligt grumt breakdown løfter stemningen sig ikke afgørende. 

Ekstrem-metalliske discipliner som Black Metal, Death Metal og den klassiske Heavy Metal har hver fået et enkelt nummer til at bevise deres værd, hvilket faktisk lykkedes tæmmeligt godt. Jordison's "Annihilation By The Hands Of God" med Deicides Glen Benton på bloddryppende growl er en rigtig lækker sejtrækker som også har Death Metal veteraner som Rob Barrett (Cannibal Corpse) og selveste James Murphy (Death, Obituary) med på guitar. Selvfølgeligt er det Cradle Of Filths Dani Filth som er i front for "Dawn of a Golden Age" hvor de tydeligt at hører at unge Heafy kan sin Emperor til fingerspidserne. Der er dog ingen tvivl om at der vores egen King Diamond som tager stikket hjem på "In The Fire" der er skåret helt perfekt stramt efter de klassiske forskrifter. Gør dig iøvrigt selv den tjeneste at opleve kongen selv når han på fredag på DR2 gæster programmet Clement Direkte, på "In The Fire" gør han sig i hvert fald som alt andet et fortidslevn.

"The All-Star Sessions" byder også på en række genhør med stemmer som har været savnet. Daryl Palumbo fra Glassjaw får desværre ikke vist meget på den tyndbenet "No Way Out", til gengæld er der mere bid i Vision Of Disorders Tim Williams på "Army Of The Sun", hold da kæft hvor har han den fede melankoli bundet op i den stemmepragt. Det sidste nummer jeg vil fremhæve i denne anmeldelse er også klart højdepunktet på "The All-Star Sessions" nemlig bidraget med den gamle Killswitch Engage forsanger Jesse David Leach ved mikrofonen. Nummeret hedder "Blood & Flames" og beviser virkeligt hvilket massivt sangskriver talent kometen Heafy besidder, den dreng gør intet andet end at imponere i denne heftige sammenhæng. "Blood & Flames" har lidt af det samme bittersøde vibe som "Life To Lifeless" eller "Element Of One" fra det lengendariske "Alive Or Just Breathing" album havde.

Når man skal gøre regningen op over "The All-Star Sesssions" menuen så kan man roligt benytte udtrykket ´varieret kost´, desværre svinger kvaliteten også en hel del undervejs. En lidt strammere profil i sammensætning og udvælgelsen af tracklisten ville have pyntet. Ligesom der er en hel række af numrene som kompositorisk løber forvildet fra bordet uden hoved og hale, her ville det igen have været lykken at fedtet lidt skarpere var blev fjernet. Jeg skal i øvrigt til slut huske at anbefale den medfølgende "Making Of" DVD som er et fint studie af Metalverdenens mastodonter på legepladsen i køkkenet hos Roadrunner. -and 

















Kom med kommentar i vores FORUM