River City Rebels husker jeg primært fra debuten, ”Racism, Religion and War”, som bød på ungdommeligt sprælsk punk med en blæsersektion, der ikke var til at overhøre, men efter helt at have tabt tråden med dem siden da, kom ”Hate to be Loved” faktisk om lidt af en overraskelse. Blæserne er der stadig – dog markant dæmpede og mere som et lille pift hist og her – men overordnet set har RCB så sandelig også fremelsket en solid kærlighed til klassisk glam rock gennem årene, og det mærkes tydeligt fra start til slut.

Snuskede lurendrejere er, hvad de lyder som nu med en ok blanding af attituden fra f.eks. New York Dolls eller The Dictators (dem med det fede hår!) og energien fra Dropkick Murphys. Løssluppent og hærget, ikke så meget pjat…men heller ikke så fandens revolutionerende i det lange løb, og så ved jeg ikke helt, om f.eks. strygerne på ”Bloody April” er et friskt pust eller blot en gang sentimental pjank. Men lige bortset fra det er ”Hate to be Loved” nok primært til festbrug, og sådan skal det vel også bare være. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM