Aldrig før havde jeg hørt om belgiske Rise And Fall; Belgien har imidlertid en ganske stærk scene, både hvad angår de mere ekstreme metalting og tung hardcore, så bandets hjemland skal absolut ikke stå til genstand for kritik. Det skal imidlertid selve bandets musik. Rise And Fall spiller en stil, de selv beskriver som punkmetal (skrevet med MEGET store typer i pr-materialet), men jeg mener dog ikke det ville være helt hen i vejret blot at beskrive dem som ganske standard hardcore. Vi snakker dog ikke helt old-school HC – her findes hverken paroler om solidaritet eller bølle-agtige råbekor. Derimod er både sangtitler og cover-art ladet med religiøse referencer; Titler som ”Live In Sin”, ”Lost Among The Lost” og ”Forked Tongues” vidner om en tydelig besættelse med Bøgernes Bog. Da jeg ikke har teksterne skal jeg ikke komme nærmere ind på dem, men at dømme efter artworket er bandet næppe kristne. Og artworket fortjener da i høj grad opmærksomhed, da det ikke bare er flot udført, men også skabt af Converge-frontmand og Deathwish Inc-labelboss Jacob Bannon. Rise And Fall har gansket tydeligt et slægtskab med førnævnte Converge – de har delt scener og Converge-guitaristen Kurt Ballou har ligeledes mixet albummet, med omtrent samme resultat som han opnåede med Beecher’s svanesang fra sidste år – en tyk, skrattende guitarvæg og en lidt for slap lyd på vokal og rytmegruppe.

Men nu til bandets musik: Rise And Fall er herligt aggressive og ligefremme – her forfaldes ikke til tidstypisk emo-klynkeri eller referencer til svenskerdød. Til gengæld bliver det ligefremme udtryk og aggressiviteten også albummets hæmsko; bandet spiller så meget med musklerne, at nøgleord i forbindelse med god sangskrivning som eksempelvis ’variation’ og ’catchiness’ er en mangelvare over hele linien. Så godt som ingenting hænger ved, når albummets spilletid på en lille halv time er overstået. Dette betyder at den vrede som bandet udgyder ingen umiddelbar effekt har efter de første par numre. Som lytteren lukker man bare af for muren af monotone riffs og dvask trommespil. Ja, de musikalske præstationer er på ingen måde med til at hæve dette albums karakter! Riff på ensformigt riff, uhørbar bas, en trommeslager der lyder som om han havde bedre ting at lave (hvilket ikke skulle undre mig om han har) og en fuldkommen standard brøleabe i front. Lyder det specielt spændende? Nej, vel? Selv fans af genren bør overveje et eventuelt køb meget kraftigt.

Rise And Fall minder mig om, præcis hvorfor denne genre aldrig rigtig har tiltalt mig. Når man ser hvad et band som eksempelvis The Banner opnår på deres seneste skive, så virker Rise And Fall halvsløve og kedelige – uanset hvem de så har turneret med! Desuden hører jeg ikke mange af de ellers lovede Neurosis- og Entombed-elementer på ”Into Oblivion”. Øv, hvor skuffende! To C’er gives for det flotte artwork, energien og et trods alt ærligt forsøg på at blæse mig af stolen. Kom igen. -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM