Med en ubrudt række af successivt mere og mere overbevisende albums startende med den lovende ”Legendary Tales” debut fra 1997, over ”Symphony of Enchanted Lands” fra 1998, ”Dawn of Victory” fra 2000, ”Power of the Dragonflame” fra 2002 og kulminerende med den næsten overdrevent storladne ”Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret” fra 2004, følte jeg mig efterhånden overbevist om at Rhapsody (jeg lærer aldrig at vænne mig til ..of Fire tilføjelsen; for mig vil italienerne altid rettelig blot hedde Rhapsody) ikke kunne fejle.

Så meget desto større var skuffelsen derfor, da ”Triumph or Agony” udgivelsen ramte i 2006 og viste de første tegn på at Rhapsody måske alligevel ikke var helt ufejlbarlige; albummet virkede som en noget svag afglans af sin umiddelbare forgængers majestætiske overlegenhed. Kompositionerne virkede med enkelte markante undtagelser mindre inspirerede og tempomæssigt knapt så dynamiske som tidligere, hvorfor jeg dengang valgte at betragte ”Triumph or Agony” som: ’en (forhåbentlig) midlertidig formnedgang på vej imod nye power-metalliske triumfer i fremtiden.’

Med et nyt Rhapsody album, ”The Frozen Tears of Angels”, ude efter små 4 års pause er det med andre ord nu tid til at finde ud af, om de før så pålidelige italienere har genfundet den gnist og inspiration, der i en årrække efter min mening gjorde dem til den symfoniske euro-power metals absolutte spydspidser.

Som det næsten er blevet en hævdvunden tradition, skal et Rhapsody album naturligvis indledes med en tilpas pompøs intro, og åbneren ”Dark Frozen World” er bestemt ikke en undtagelse i den henseende; med hele udtrækket i form af myndig Christopher Lee recitation, dramatiske kor-indslag og et soundtrack-agtigt feel leder ”Dark Frozen World” på passende vis over i albummets første power metal hymne, ”Sea of Fate”, der sammen med den efterfølgende ”Crystal Moonlight” er lærebogseksempler på Rhapsodys spidskompetenser. Ikke så meget fordi de på nogen måde sprænger de yderst traditionsbundne rammer for genren, men mere fordi de balancerer så fandens effektivt på den hårfine knivsæg mellem det storslåede og det klicheagtige, mellem det metalliske og det melodisk memorable.

Den efterfølgende ”Reign of Terror” er derimod et af de hårdeste Rhapsody numre, jeg mindes at have hørt, hvor man ikke går af vejen for brug af en hysterisk, næsten black metal agtigt skrigevokal til tider, og det lyder faktisk bedre i virkeligheden, end det måske lyder på skrift; ikke mindst fordi de hårdere indslag samtidigt komplementeres med nogle af de absolut mest storladne korarrangementer på albummet. Med andre ord bestemt et højdepunkt på ”The Frozen Tears of Angels”, men den ubetingede kulmination er dog efter min mening klart ”Danza di Fuoco e Ghiaccio”, der følger Rhapsodys fine tradition for at kombinere deres cantabile modersmål med inspiration fra italiensk folkemusik og sen-barok á la Vivaldi, og resultatet er på én gang så smukt og forfinet, som kun Rhapsody formår at gøre det i en power metallisk kontekst. Udover elegant brug af lut, tamburin og blokfløjte viser maestro Turilli på nummerets sidste halvdel sine fingerfærdigheder på den 6-strengede med et tema, der minder om Rimskij-Korsakovs virtuose ”Flight of the Bumble-Bee”, samtidigt med at Fabio Lione leverer en af sine absolut bedste vokalpræstationer hidtil . Sublimt!

Efter det nye albums første 5 numre overvejede jeg faktisk kortvarigt, om ”The Frozen Tears of Angels” mon var på vej til at gå hen og matche ”Symphony of The Enchanted Lands – The Dark Saga” rent kvalitativt, men desværre følger der herefter et par lidt for konventionelle power metal kompositioner i form af ”Raging Starfire” og den helt traditionelle (og faktisk ret kedelige) powerballade ”Lost in Cold Dreams”, der begge ville være ganske udmærkede numre for de fleste almindelig begavede powermetal bands, men som i Rhapsody regi fremstår lidt vel middelmådige. Bedre går det på den svulstige og heroiske ”On the Way to Ainor”, der scorer højt på sit hymniske omkvæd med stor sing-along faktor, mens det afsluttende, over 11 minutter lang titelnummer måske lige knap rammer det niveau af storslået forløsning, som det helt sikkert var tiltænkt fra Rhapsodys side.

Rent objektivt hørt er ”The Frozen Tears of Angels” velsagtens højst et album til CCCC med pil opad, men jeg tillader mig gavmildt at runde op til 5 C’er i bar subjektiv glæde over at Turilli & Co. atter synes at have fundet tråden og gnisten efter en længere og åbenbart tiltrængt tænkepause. Godt nok beholder ”Symphony of The Enchanted Lands – The Dark Saga” ubesværet sin titel som Rhapsodys endegyldige mesterværk, men ”The Frozen Tears of Angels” har nok ’firepower’ til at blive endog meget svær at vippe af pinden som årets bedste symfoniske power metal album. De kommende Kamelot og Blind Guardian udgivelser kunne måske gå hen og blive mulige konkurrenter, men ellers kan jeg ikke rigtigt se, hvorfra trusselen skulle komme fra. Hvilket er en anden måde at sige på at Rhapsody med ”The Frozen Tears of Angels” heldigvis er tilbage hvor de hører til, nemlig i toppen af den europæiske power metal elite. –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM