remembering never - women and children die first clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 2004 Metalcore/Emo Ferret/North Post Jeremy Staska
 

Hvem dælen er det lige, der har skiftet min cd-afspiller ud med et sæt trykluftbor ved anlægget? Nå, hov…havde helt svedt ud, at Remembering Never allerede lå klar til at give en intensiv behandling mod nyresten, da strømmen blev slået. Kodeordet her må være ”bastant”, for skrues der højt nok op, indebærer det en overhængende risiko for nedstyrtede vægge samt derefter at beskue naboen – Miss Mormor 1944 – kun iført natkjole, eller det der er værre…

Der kan kun gisnes om, hvad mon har skubbet dem helt ud over kanten siden forgængeren ”She Looks so Good in Red”, for denne gang arbejdes der med alle muskler spændt til et maksimum, og desuden er der blevet lukket lidt af for tårekanalerne, så den førhen så åbenlyse sammenligning med Skycamefalling og Poison the Well ikke længere kan komme på tale, uden at man må føle sig lidt på glatis. Melodien og skønsangen er stadig tilstede, men der er blevet længere og længere imellem indslag i den stil, og på f.eks. ”Incisions” bliver det helt skizofrent, når der løbes spidsrod mellem thrashy riffs, solide breakdonws og sporadiske himmelsøgende harmonier.

Frontmanden Peter Kowalskys tekster præges af overhængende desperation i en sådan grad, at de nærmest bliver ”før” billedet forud for albummets generelt makabre og opgivende artwork. Kæmper man sig gennem al elendigheden, er der dog en lille belønning skjult efter den afsluttende ”Serenading this Dead Horse” i form af et blytungt og sønderknusende cover at Panteras ”Strength beyond Strength”. Helt fint med mig, for de kan uden tvivl deres ”mæddel”.

Kodeordet tager vi lige endnu en gang: ”bastant”. Og alligevel er det en sandhed med modifikationer, da Remembering Never også evner de sporadiske pusterum til fulde, så man aldrig går død i frontalangrebene. Især fans af Blood Has Been Shed bør udvise ekstra opmærksomhed her for et fix, nu hvor Howard Jones sikkert dedikere det næste stykke tid fuldt ud til KSE. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM