”R.A.M.B.O. is an anarchist army that uses gimmicks and hardcore punk to combat capitalism, organized religion, and all other forces of evil”. Fuck, hvor er det rart igen at opleve nogle folk, der i disse dræbende seriøse og alvorlige tider, kan have et budskab uden absolut at skulle trumfe det igennem siddende på selvhøjtidelighedens piedestal. Og så er der jo lige den lille sag med, at hardcoren nu om dage primært er et næsten rendyrket metalgilde. Ikke at der skal fluekneppes håbløse nostalgiske idealer om at ”det hele var bedre DENGANG”, men fra tid til anden savner jeg fandeme den oprindelige punk inspiration i lyden hos nyere bands. Godt at R.A.M.B.O. har fattet riflerne og besluttet sig for at kigge forbi.

Det her er en plade, der giver mig lyst til at høre punk og hardcore 24 timer i døgnet igen. Har godt nok albummet på vinyl, men vil gætte på, at de 21 numre eksekveres på nogenlunde samme antal minutter, så man skal ikke være alt for distræt, mens løjerne står på. Man kan kun elske R.A.M.B.O. – de propaganderer for cykelkørsel frem for motoriseret transport og giver på hele tre tracks fingeren til kristen hardcore. Tjek bare den lækre Mike Bukowski illustration i bookeletter af gutterne, der skal til at slagte folk med Zao, XdiscipleX og Overcome shirts i en romersk arena, mens publikummet enstemmigt giver taberne den frygtede ”thumbs down”. Bag de mere lystige indslag er dog en vis alvor, som i f.eks. ”No Circle Pits in Heaven”, der handler om at gå til den her og nu, frem for at spilde tilværelsen med at vente på efterlivets goder. So true…

En anden fed historie som vi herhjemme burde være ekstra stolte af, præsenteres på ”Avenge the Anarchy Moose”. En af R.A.M.B.O. drengene hørte under et besøg i Kbh. om elsdyret, der svømmede fra Sverige til Danmark for at gå på et sandt hærgningstogt inden politiet nedlagde det. Visse paralleller til deres egne erfaringen med aktivitet omkring diverse demonstrationer trækkes selvfølgelig.

Energiniveauet er generelt skyhøjt, men visse perler må lige fremhæves. Især ”Honorable Discharge”, hvor Jay fra Kid Dynamite/None More Black (fede bands, tjek dem ud!) får en mulighed for at give sin version af, hvorfor han forlod R.A.M.B.O. Duetten mellem ham og den vanlige vokalist Pointless kan jeg slet ikke stå for, da den minder mig om alt hvad jeg elsker ved gamle og muntre hardcore fartdæmoner som Insted og Token Entry. ”Bike, Skate, Mosh”, ”U-lock Justice” og ”Jesus’ Middle Initial Does Not Stand for Hardcore” er også alle klare mosh pit hits. Et gennemført camouflage design og lækker booklet med førnævnte Bukowski illustrationer samt en stribe små, muntre essays er blot flere rosiner i pølseenden.

Assault Records er et relativt nyt foretagende, men jeg må da vist helt klart også dykke ned i deres udgivelser med Scarlet Letter og The Disaster, hvis de er af samme kvalitet som ”Wall of Death the System”.

”What Doesn’t Kill Us, Makes Us Mosh Harder”… - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM