raging speedhorn - we will be dead tomorrow clonepop

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCCC 23.09.02  Euro Hate-Core SPV/Nordic Metal Schuler/Graziadei/Barresi
 

Yes! Engelske Raging Speedhorn er tilbage med en opfølger til deres selvtitulerede debutalbum, og lad det indledningsvis være sagt, at ”We Will Be Dead Tomorrow” med GARANTI ikke vil skuffe dem der som mig fandt stor nydelse i debuten! 

Første nummer med den sigende titel ”The Hate Song” illustrerer omgående, hvad Raging Speedhorn er bedst til; nemlig hate-core af fineste og mest aggressive slags. På den Amerikanske hate-core scene er det lige nu på mode at blande genrens oprindelige udtryk op med grind passager og dusinvis af angulære riffs i hvert nummer, men Raging Speedhorn vælger en lidt anden tilgangsvinkel til genren. Grind passager er der ingen af, og hvis et nummer kun behøver 2-3 riffs for at få budskabet igennem, ja, så bruger Raging Speedhorn kun 2-3 riffs, uden af den grund at underminere deres gennemslagskraft, snarere tværtimod!

Det der dog virkeligt skiller Raging Speedhorn ud fra mængden er deres to vokalister, Frank Regan og John Loughlin, der lyder som to pittbulls i en dødelig blodrus; man tror virkelig på deres indestængte vrede, når de udspyr de misantropiske tekster. Knusende fedt og totalt kompromisløst!

”We Will Be Dead Tomorrow” er i øvrigt delvist produceret af Billy Graziadei og Danny Schuler fra Biohazard, som Raging Speedhorn varmede op for på Biohazards Europa tour for et par år siden, og så af Joe Barresi der tidligere har produceret for både Queens of the Stone Age og Fu Manchu. Måske er det sidstnævntes indflydelse der gør, at uptempo numre som ”Scrapin´ the Resin”, ”Me and You Man” og ”Chronic Youth” næsten går hen og lyder som beskidt, groovy rock´n´roll uden at Raging Speedhorn fremstår et milligram mindre aggressive af den grund!

Højdepunktet på ”We Will Be Dead Tomorrow” er dog ”Fuck the Voodooman”; en lille kort sag med fuld hammer på og med et omkvæd der lynhurtigt ætser sig fast på hjernen, så man bare lige MÅ høre nummeret en gang til!

Albummet sluttes af med den 9 minutter lange ”Ride with the Devil”, der viser at Raging Speedhorn også magter at komponere et knusende slæbe-tungt nummer, der, hvis det ikke var pga. vokalen, snildt ville kunne inkluderes på en Crowbar eller Down udgivelse. 

I realiteten kunne jeg blive ved med at fable side op og side ned om det nye Raging Speedhorn albums kvaliteter, men som det nok er gået op for den opmærksomme læser, er der absolut INTET at betænke sig på hvis man er hate-core eller metal-core fan; ”We Will Be Dead Tomorrow” SKAL tilføjes til samlingen hurtigst mulig, med mindre man vil gå glip af en af årets efter min mening absolut sejeste udgivelser! . -byrial


Kom med kommentar i vores FORUM