|
Som bekendt blev bassisten Nick Oliveri sparket ud af Queens Of The Stone Age sidste år, da han og bandlederen Josh Homme ikke kunne finde ud af det med hinanden længere. Det har uden tvivl været meget magtpåliggende for Homme at vise rock-verdenen at QOTSA stadigvæk var et stærkt og innovativt band trods det faktum at en af hovedpersonerne siden dannelsen af bandet ikke var med mere. Også når man har i mente hvilken fantastisk kæmpesucces forgængeren "Songs For The Deaf" var både kommercielt og musikalsk, så må dette nye album have været en hård nød at knække for Homme og hans delvist nye crew.
"Lullabies To Paralyze" indledes af 2 korte indslag i form af numrene "This Lullaby" og "Medication" som meget godt indkapsler essensen af hvilket vibe og stemning som præger albummet. Hørt i forhold til "Songs For The Deaf" satser der i højere grad på en afdæmpethed der af og til nærmest får en syret karakter. Selvom vi stadig har med stonerrock at gøre, så er fokus drejet en anelse væk fra gennemslagskraft og tyngde, hvilket fungerer fint på tracks som "I Never Came" og "Tangled Up In Plaid" mens det især på albummets sidste halvdel går hen og bliver anstrengende.
Når QOTSA lader dynamikken komme i første række som på hittet "Little Sister" og "Everybody Knows That You Are Insane" så skabes der fortsat magi, men i sidste ende så sker det simpelthen for sjældent på "Lullabies To Parralyze" til at albummet for alvor kommer op og ringe. På "Everybody Knows ..." giver Josh Homme den nærmest som en Chris Cornell når denne virkeligt topper, hvilket kun kan udløse mange roser herfra.
Som ny trommeslager har QOTSA taget en Joey Castillo ind og selvom han måske ikke helt rammer Dave Grohls niveau så kan intet negativt siges om hans præstation på "Lullabies To Parralyze". Generelt er albummet da også solidt og absolut værd at tjekke ud, men jeg kunne virkeligt godt have tænkt mig at Homme & Co. havde skåret lidt mere til benet i især den sidste halvdel af albummet, da materialet her bliver sløret og noget uinteressant desværre. Til gengæld rummer "Lullabies To Parralyze" altså også nogle rigtigt fede højdepunkter som man kan vende tilbage til med stor fornøjelse igen og igen. -and
Husk iøvrigt at Queens Of The Stone Age spiller live den 17.06 i Vega i København.
Kom
med kommentar i vores FORUM
|