|
I forbindelse med at norske Purified In Blood har fået hul igennem til det amerikanske marked via en deal med Abacus Recordings blev bandet i presse materialet beskrevet som en kloning mellem Earth Crisis og Emperor. Nu syntes jeg måske det ville være mere oplagt at nævne Exodus, Death Angel eller Slayer som reference i stedet for Black Metal legenderne Emperor, men det var jo nok nødvendigt for at skabe den rette eksotiske profil. Sagen er i hvert fald at Purified In Blood bedriver en potent omgang europæisk metalcore med læssevis af inputs fra hovedsageligt thrash og heavy metal.
Purified In Blood er en fremadstormende folk unge vegankrigere som mestre balanceakten imellem inspiration, identitet og dynamik noget bedre end langt hovedparten af de bands som udgør den europæiske metalcore scene, som sandt at sige ikke har gjordt meget for at forkæle os de sidste par år. Derfor er "Reaper Of Souls" også noget af en befrielse med sin medrivende tyngde og legende musikalske udtryk, for især lead guitaristen Sander Sagblad virkeligt har gang i den ene melodiske eller tekniske lækkerbisken efter den anden, hør blot numre som "The Last Day" og "Skulltwister" som dokumentation. Purified In Blood vinder klart på evnen til at være skabende indenfor genrens ellers snævre rammer.
Albummet åbnes med den thrashy "Gates Of Gehenna", som uden tvivl nok skal blive et hit på årets Roskilde Festival. Gik du var blevet lidt træt af enslydende breakdowns, så er dette en disciplin hvor Purified In Blood også kan levere kvalificeret modstand, det afsluttende breakdown i "Possesed By Death" er ikke hørt med bedre timing siden Between The Buried And Me's "Alaska" album. Ellers skal også "Venom", "The Ultimative Price" og "Dying Age" også nævnes blandt højdepunkterne på et album hvor der på forhånd er lukket ned for svage led. Skal man pege på muligheder for udvikling hos Purified In Blood kunne jeg godt tænke mig at bandet dyrkede forskelligheden hos de to duellanter ved mikrofonerne noget mere, således at de stod mere klart overfor hinanden i udtrykket, de har en tendens til at falde sammen som tingene er nu.
"Reaper Of Souls" er produceret af vores egen Mr. Metal himself nemlig Hatesphere forsanger Jacob Bredahl, der har skabt den helt rigtige lyd til Purified In Blood med rum til bastant tyngde og svedige detaljer, glimrende håndværk ingen tvivl. Med "Reaper Of Souls" på CV'et melder denne straightedge combo fra Stavanger, Norge sig ind som en blodig krigsmaskine i kampen om tidens toner og storhed for bandet er ikke blot en mulighed men en realitet. Skal du bruge et par dage sidst i uge 26 på en pløjemark udenfor Roskilde, så meld dig under fanerne når Purified In Blood åbner portene til Gehenna og lader blodbadet begynde. -and
Du kan iøvrigt købe "Reaper Of Souls" på Alverans site HER.
Kom
med kommentar i vores FORUM
|