Det nordvestlige USA har fostret adskillige undergrundsfænomener indenfor den mere teknisk anlagte ekstremmetal/hardcore gennem de sidste 15-20 år; bands som Human Remains, Revenant, Lethargy, Suffocation, Ripping Corpse, Damonacy, Resurrection, Luddite Clone, Deadguy, Burnt by the Sun og The Dillinger Escape Plan for nu blot at nævne et par håndfulde af undertegnedes favoritter. Psyopus er fra New York forstaden Rochester og fortsætter på deres nye og 3. album ”Odd Senses” i den ovennævnte tradition med en udgivelse, der ikke lader de føromtalte kultbands meget tilbage, hvad angår teknisk overkill, brutalitet og manisk intensitet.

Bortset fra guitarist Christopher Arp er hele bandets besætning faktisk skiftet ud siden forrige udgivelse, men de nyankomne folk, vokalist Brian Woodruff, bassist Michael Horn samt trommeslager Jason Bauers, er bestemt mere end kvalificerede til at tage over, hvor forgængerne slap. Psyopus bevæger sig stilmæssigt stadig indenfor den musikalske mikstur af elementer fra teknisk death metal, grind, hardcore og free-form jazz, som man i mangel af bedre betegnelse vel efterhånden har vedtaget at kalde ’mathcore’; en genre som The Dillinger Escape Plan mere eller mindre egenhændigt udstak rammerne for på den 10 år gamle milepæl ”Calculating Infinity”.

Den normale definition af ordet ‘sangskrivning’ giver ikke rigtigt mening i Psyopus’ univers, hvor fokus mere er på Arps evigt skiftende angulære riffs og maniske skalaridt, Horns komplekse udskejelser på bassen samt Jason Bauers rytmiske ’epilepsianfald’ på trommerne end på konventionelle musikalske strukturer og melodik i gængs forstand. I (u)skønt samspil med Woodruffs borderline psykotiske vokalarbejde giver denne kombination anledning til et lydbillede så dissonant, kaotisk og fjendskt at selv hærdede fans af mere traditionsbunden ekstremmetal sikkert vil løbe skrigende bort.

Tag blot den støjende og kakofoniske åbner ”.44”, der på under et minut antageligt allerede vil have afskrækket størstedelen af de lyttere, der med ”Odd Senses” skal stifte bekendtskab med Psyopus for første gang. De efterfølgende ”Medusa”, “The Burning Halo” og “Duct Tape Smile” er måske nok en lille smule mindre støjende og lidt mere strukturerede, ja der forekommer endda tungere, næsten sludgy passager, men lydbilledet er stadig mere ætsende og rytmisk umenneskeligt end langt hovedparten af, hvad man ellers bliver udsat for indenfor denne genre. Kulminationen indfinder sig dog på ”X and Y”, hvor Psyopus indledningsvis opbløder lydmuren med nogle vellykkede og lidt mere jazzede/Primus-agtige eksperimenter, der skaber lige netop den dynamiske kontrast, der sætter de mere disharmoniske indslag i relief.

Albummets første halvdel, til og med netop ”X and Y”, fungerer med andre ord rigtig godt, hvis man er til total kompromisløs mathcore af mest afsindige slags, men herefter begynder tingene efter min mening så småt at falde fra hinanden for Psyopus. På ”Boogeyman” og ”Choker Chain” truer nogle ekstremt irriterende og svært malplacerede voice-samples med helt at ødelægge den i forvejen ret flossede sangopbygning, og den knap to minutter lange ”Imogen’s Puzzle, Pt. 3” er med sine fjollede bagvendte strukturer noget så inderlig ligegyldig. Heldigvis redder den afsluttende, 9 minutter lange ”A Murder to Child” en hel del med sin overraskende mikstur af Christopher Arps jazzede guitarspil akkompagneret af klassiske instrumenter som cello og violin.

Psyopus har bestemt ikke i noget omfang lavet et formfuldendt album med ”Odd Senses”; irritationsmomenterne på især udgivelsens 2. halvdel er næsten ligeså mange som de vellykkede tiltag på 1. halvdel, og albummet stikker i flere retninger end godt er. Desuden kræver den musikalske udtryksform som Psyopus gør sig i at man, i hvert fald for undertegnedes vedkommende, er i det rette humør; der vil bestemt være dage, hvor ”Odd Senses” ikke vil give nogen mening overhovedet. Når dét så er sagt, kan man ikke tage fra Psyopus at de, når de er bedst, mestrer denne ’post-Dillinger Escape Plan” stilart til fingerspidserne, og kan man ikke få sin mathcore skizofren, teknisk og kaotisk nok, er ”Odd Senses” det perfekte masseødelæggelsesvåben i en krig imod en genstridig euro-techno elskende nabo; tro mig, han vil antagelig bede tryglende om nåde efter ganske få minutters eksponering til Psyopus! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM