prototype - trinity |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 2003 | US Power/Thrash | Massacre/VME | -- |
|
Det var dog fantastisk, som L.A. bandet Prototype formår at blande rimelig hård thrash, lidt US power og endda noget prog. metal helt gnidningsløst, og fordi de gør det så fandens ubesværet, tog det mig faktisk et par gennemlytninger, før jeg egentlig fattede, hvor fornem en bedrift ”Trinity” er. Albummet udkom oprindeligt allerede i 2002, men desværre kun i USA så en salut skal der lyde herfra til Massacre for sidste år at have beriget det europæiske marked med denne dristige, lille sag. Selvom paralleller i og for sig kan trækkes til Iced Earths tidlige dage, forhindrer det ikke ”Trinity” i at være en frisk affære. Ej heller når Vince Levalos vokal minder om James Hetfields (altså dengang han rent faktisk kunne synge og ikke var blevet bidt af en vred helgen), er ”retro” et begreb, jeg kan få mig selv til at bruge. Lyden er ren, men er alligevel også udstyret med et sæt nosser, der overgår selv de mest imponerende klokkespil, man kan være heldig spotte hos elefanterne på en eftermiddags tur i Zoo. De progressive elementer tager sådan set heller aldrig overhånd, så enhver fordom om instrumental-onani burde Prototype slet ikke kunne bekræfte. Perfektioneres yderligere kan
det uden tvivl, da bandet fra tid til anden mangler nogle habile hooks
i numrene, men den gode fornemmelse i maven siger mig, at dette blot
er grundformen til mange fremtidige, blændende bedrifter. Husk
at shoppe EU versionen af ”Trinity”, da den har to bonusnumre, som ikke
er at finde på det amerikanske modstykke. – guldmann
|