|
Dave Grohls Probot projekt har været genstand for en helt ufattelig mængde hype gennem den senere tid, men alle grunge vragene på diverse efterskoler og gymnasier landet rundt kan roligt fortsætte med at bruge lommepengene på Pearl Jams officielle bootlegs, da der er METAL på dagsordenen her. Idéen er ret simpel – Grohl håndterer det meste af musikken selv og har så en ny gæstevokalist fra ”The Metal Hall of Fame” på hvert et nummer.
Max Cavaleras bidrag på ”Red War” giver lidt for meget en dårlig smag af ”Kriss Kross will make ya’ jump, jump” i munden, men det var vel også, hvad man kunne forvente med hans efterhånden vanlige musikalske tomgang in mente. Ellers er dagsordenen sådan set ikke sat i overensstemmelse med den nye skoles regler, og Grohl kan rent faktisk sagtens finde ud af at strikke vaskeægte, tungemetalliske slagere sammen.
Desværre lider Grohl under det problem, at han har valgt at justere det enkelte nummer i henhold til en stil, som passer den aktuelle vokalist alt for godt. Bedste eksempel er nok ”Shake your Blood” med Lemmy, som vitterligt er super fed, men fordi den ”bare” lyder som endnu et Motörhead nummer i rækken, sniger den bitre smag af skuffelse sig også delvist ind på tungen. Jeg havde klart fundet det mere spændende, hvis Grohl nu havde sat sig for at placere sine samarbejdspartnere i et uvant miljø og fået skubbet grænserne lidt, men den ambition har han tydeligvis ikke selv haft.
Af fede bidrag skal dog fremhæves Cronos (Venom) for stadig at være trOO, og min absolutte favorit ”Dictatorsaurus” hvor Snake fra Voivod vrænger sig igennem en ekstremt catchy og rebelsk hymne, der nok skulle kunne tvinge den ene næve i luften og den anden mod skridtet hos enhver hard-rocker med respekt for sig selv. Tom G. Warrior lyder derimod forpint og udtjent på ”Big Sky”, så min drøm om endnu en Celtic Frost skive er blevet lagt lidt på is fra nu af.
Helhedsindtrykket bliver at Probot, til trods for at have en rimelig konsistent lyd, er sådan en art ”Heavy Metal - Greatest Hits vol. 1” plade, hvor Grohl gerne har villet hylde sine helte og selv lege med på deres respektive musikalske enemærker. Det gør til gengæld også skiven til noget nær den ultimative party-plade, hvis de fleste af vennerne alligevel bærer cowboyveste overplastrede med slidte bandlogoer og rustne badges. Og nyd under alle omstændigheder Probot med en kølig pils i hånden, så de værste skønhedspletter udviskes lidt, for alt i alt er den slet ikke slem. Du ved jo godt, at du selv ville have lavet det samme stunt sammen med alle idolerne fra din svundne ungdom, hvis du fik muligheden for det…
Slutteligt håber jeg, at Probot navnet vil samle noget opmærksomhed omkring Southern Lord selskabet, hvis udgivelser generelt er af en meget høj kvalitet, og derfor klart fortjener et støre publikum end de har haft op til nu. Det er ondt, og du fortjener det. –guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|