Når en ny plade (eller pla’e som de selv ville sige), med de danske ubestridte inbred heavy konger Pretty Maids rammer gaden, er det altid med stor forventning fra undertegnedes side, det synes som om de aldrig går galt i byen med den ene klasse udgivelse efter den anden. Der er dog enkelte middelgode præstationer imellem, bl.a. den halvflade ”Anything Worth Doing Is Worth Overdoing” fra 1999, og jeg var tilbøjelig til at smide denne i samme kategori efter de første gennemlytninger. Men den synes at åbne sig efterhånden og vidner bestemt om at de herrer fra Horsens langtfra er færdige med at lege kispus med de unge opkomlinge fra nær og fjern i det lille rød hvide metal rige.

Erfaring er nøgleordet, pladen er sammensat af generationer af gennemprøvet steel-craft hvor især guitaristen Ken Hammer med det ene effektive riff og smukke solo efter den anden trækker pladen op over gennemsnittet. Sanger Ronnie Atkins lyder lidt anstrengt (gør han egentlig ikke altid det?) men gør hvad han kan med materialet, der når alt kommer til alt er lidt fattigt på den rigtigt gode melodi. Der er da masser af habile melodier men når vi taler Pretty Maids er vi bedre forvent. Et par halv-kvalte ballade forsøg løsner ikke op for dette, faktisk vil jeg mene man skal helt tilbage til ”Carpe Diem” for at finde en rigtig flødeørehænger fra deres side. Nej det er fortrinsvis på de hurtigere numre vi høster guldkorn i denne blandede landhandel, der især tynder lidt ud på midten af pladen, der dog ikke indeholder mere end et par ligegyldigheder som aldrig bliver direkte pinlige. Selv titel nummeret har store momenter på trods af det ufatteligt ringe råbe omkvæd, hvis man da kan kalde det et omkvæd.

De sidste 3 numre på pladen er umiddelbart de bedste, hvilket virker lidt omvendt men i ved, når enden er god… ”Terminal Violence” er in term speaking, en røvbasker af format og leder sammen med pla’e coveret minderne tilbage på mægtige ”Future World”, hvorefter man bliver smidt helt tilbage til 70’erne med coverversionen ”Perfect Strangers” af selveste Deep Purple. Men ingen alarm, Pretty Maids er på forunderlig vis verdensmestre i at lave covernumre man rent faktisk gider at høre mere end 2 gange. ”Perfect Strangers” er i øvrigt et godt eksempel på hvor Iron Maiden har hentet en del inspiration til deres episke lyd og riffing, også her i Pretty Maids versionen.

Sidste nummer er det klart bedste nummer på pladen, ”Another Shot Of Your Love” kommer som skudt ud af spraydåsen på 80’ernes melodiske storhedstid og lader ikke Bon Jovi eller hår-banden fra Sunset Strip noget tilbage. En lille stadion-agtig melo-rocker som nok skal blive en flittigt ønsket kærestepar live-perle. Og hør så lige en nummer som ”I Am The End”, nu hvor jeg lidt uretfærdigt nævnede deres oversøiske heavy pop venner må og skal det pointeres at Pretty Maids på trods af deres navn og puddel image altid har haft længere nosser end sidemanden.. De gamle drenge spiller egentlig mere heavy metal end heavy rock, og på ”I Am The End” er riffet så tungt at man skulle tro vi havde fat i In Flames og umuligt ”dem med radio-hittet”.

Det blev heller ikke denne gang at Pretty Maids forsvandt med vinden selvom de musikalsk uligevægtige gerne så dem hen hvor peberet gror. Pretty Maids er stadigvæk ramt af internationale fornemmelser for klasse, også selvom de ikke helt når egne højder eller kan matche super comebacket fra kollegaerne i Fate tidligere på året. Jovist, vi taler om gammel vin på gammel flaske, men har det ikke altid været at foretrække? Jeg er i hvert fald med så længe det er reserva, og så længe lager haves. -a godlike creature

Kom med kommentar i vores FORUM