Powerman 5000, fra USA, har ikke været sådan at slippe af med. Bandets lettere opreklamerede rumsteringer udi energidrevne slagsange indkapslet i sand rock `n roll-attitude, har, nu hvor nyeste opus, ”Destroy What You Enjoy” (sær titel, forresten; for hvorfor skulle man dog egentlig det?) udsendes, efterhånden over 15 år på den udslidte bag. Ganske fornemt, i en tid hvor mange gruppers levetid afkortes til et par albums, at holde rockvognen kørende i så mange år. Om det så også er velfortjent er til gengæld en helt anden sag…

Som sådan kan Powerman 5000´s lyd beskrives som en blank, og uskyldig light-version af nu-metal-foretagenet Static-X. En lydside, overdænget med maskinelt trampende grooves, og udsat for en samlebåndsagtig, grå lige-ud-ad-landevejen-mentalitet, der ved sit fravær af enhver tænkelig overraskelse, udmunder i gabende forudsigelighed. Melodilinjerne er genkendelige og gennemskuet, allerede inden de er sunget, og trods en prisværdig mængde dynamisk fylde, lider udtrykket konstant under den syntetiske maskin-indpakning, der lader selv ellers overmelodiske numre, som singleforløberen ”Wild World” og ”Return To The City Of The Dead”, fremstå isnende fabrikskolde og sterile. Læg hertil en lyrik, der i sin skamløse brug af klichéer, fungerer som en blåstempling af hele herlighedens ekstreme fantasiløshed, og produktets utvivlsomme unødvendighed er skåret helt ud i pap. 

Sandt at sige rammer Powerman nogle få gange materiale, der behandler den store energikvote som fortjent. ”Murder” besidder et omkvæd fornævnte Static-X ville dræbe for (om det så er et kvalitetsstempel må være op til den enkelte…), mens ”All My Friends Are Ghosts” formår at underkue og tilsløre den snerrende forudsigelighed en smule, i sit stærke melodiske greb. Det er simpelthen bare alt for sjældent materialet på denne måde slår til, og smitter den kedelige grå facade med tiltrængte farver.

Når Powerman 5000, så på næstsidste nummer, langt om længe skyder lidt varierende udtryksformer ind i maskineriet, er det gudhjælpemig med et country-belemret stykke koncentreret pinlighed, der underholder med gruopvækkende (!?) amerikanske realiteter (sangens første linje; ”Fat people in shopping-mals.”), i et ulideligt corny tyggegummi-tempo, og dertilhørende ubehjælpeligt tilsnit af realitetssans. Og så var det at det slog mig, at når nu jeg en hel plade igennem har siddet og efterlyst mindre forudsigelighed, og dette så viser sig at være alternativet til den variationsløse tomgang der ellers har kørt, så må det vist cirka være her jeg giver op overfor Powerman 5000, og et album, der slet og ret mangler hjerteblod. -dennis 

Kom med kommentar i vores FORUM