Man kunne rent faktisk godt mistænke Premonitions of War for at være et musikalsk sidestykke til de “lashings of the old ultraviolence”, der omtales af den kære Alex de Large i Kubricks filmklassiker ”A Clockwork Orange”. For begge dele er i hvert fald et studie ud i brutal og hensynsløs opførsel, hvis lige sjældent er set.

Denne fuldlængde debut er, om end lidt kort, i hvert fald uhørt solid og massiv i sin frembrusen. Lad mig sige den sådan her – POW er nedrivningsholdet og du er den rømmede bygning, der bare venter på at blive jævnet med jorden. Langt de fleste numre varer mellem et og to minutter, så man skal dæleme være vågen og opmærksom, hvis man ikke kun vil nøjes med, at have set røgen fra tracks som ”Night Soil” eller ”Layover”. Faktisk er det lidt som at drikke ufortyndet Fun Saft. Der kradser så dejligt!

Dog gives der et pusterum på albummets centerakse bestående af de væsentligt længere ”Black Den” og ”Cables Hum Overhead” lige i rap, hvor tempoet geares mod det mere rumlende og sludgy. Eller vent, sagde jeg rent faktisk pusterum? Æv bæv, jeg løj, for intensiteten er stadig af samme kaliber, men her er der så bare lidt ekstra tid og plads til at føle smerten.

Voldsom pondus fra metallen og kontant afregning ved kasse et, som vi kender den fra adskillige klassiske hardcore konstellationer, kombineres gnidningsfrit, og generelt er lyder bare langt mere resolut og uigennemtrængelig end på de forgående ep udgivelser. En del af æren for dette skal sikkert også tilskrives Erik Rutan (Hate Eternal, Morbid Angel), der med sin pletfrie produktion, har tilført POW et nærmest death metal lydende touch.

Så man finder altså ikke noget særligt at udsætte på varen, der leveres, men til gengæld vil jeg gerne dadle det man ikke får. ”Left in Kowloon” er med sølle seksogtyve minutters spilletid bare alt for kort, til at man kan undlade at have følt sig snydt en smule ved at betale fuld pris for svinet. Repeat funktionen på afspilleren bliver dog din bedste ven, når du først har givet tegnedrengen en lille åreladning, tro mig…

Har jeg ikke sagt, hvad der bør siges nu? Tror det. Men jeg kan da også lige på falderebet tilføje, at bandet på nummeret ”The Octopus” lyder som en krydsning mellem Iron Monkey og Soilent Green…tag den...gerne igen og igen. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM