"Nil Recurring" er sammensat af diverse outtakes fra Porcupine Trees forrige plade, den anmelderroste "Fear of A Blank Planet" ('07). Ifølge bandet selv er der dog ingenlunde tale om halvhjertede, daggamle rester, men om en EP, som kan og bør ses som en selvstændig størrelse.
Det er bestemt heller ikke fordi "Nil Recurring" er opkogt på brugte ideer. Det instrumentale titelnummer som åbner skiven, er så godt som blottet for stumper fra "... Blank Planet" og adskiller sig yderligere ved de udsyrede guitarleads spillet af selveste Robert Fripp. Man kan dog diskutere om en mere konventionel og håndgribelig lead ville have klædt et instrumentalnummer bedre end Fripps kaotiske og atonale avantgardespade. Ihvertfald savner jeg personligt et konsekvent tema midt i alt virvaret, som går fra det afdæmpede til det dramatiske. Til gengæld vinder Porcupine på deres labre, spacede sound, som formår at gøre plads til adskillige synths og sustainguitar i et særdeles højloftet rum uden dog at lade nogle klicheer overtage og underminere det hele.

Det mest interessante ved "Nil Recurring" er dog referencerne til forgængeren. "Normal" byder inden længe på antydningen af "... Blank Planet"'s "Sentimental", og omkvædet derfra genbruges da også fuldt og helt, hvilket er det største og mest fremtrædende genkendelsesmoment. En finurlig finte er antydningen af "Sentimental"'s reference til "Trains" fra 2002's sublime "In Absentia"-skive, - et stykke genbrug som flere fans i sin tid øjeblikkeligt bed mærke i. Som selvstændig størrelse fungerer "Normal" da også langt hen ad vejen, og Porcupine beviser endnu engang at de, selvom de næppe ligefrem kan kaldes et metalband, formår at spille både tungt og så beskidt som omstændighederne nu tillader det at blive. Desværre halter det på den tekstmæssige front, som vi tidligere har set det når mastermind Steven Wilson går hen og bliver lidt for moraliserende. Tillige er den pæne slutning for tam i disse ører, og faktisk slutter samtlige fire numre på "Nil Recurring" desværre enten temmelig brat og/eller antiklimatisk.

"Cheating the Polygraph" er - udover for et enkelt riffs penge - helt foruden genbrug og står fast på egne ben, ikke mindst i kraft af Gavin Harrisons lækre trommespil. Der er dog lovlig vid kontrast mellem vers og omkvæd i intensitet, og i det hele taget er der ingen sange i denne ombæring som er fuldendte nok til at nå top 10 over Porcupine-skæringer. Dvs., det skulle da lige være "What Happens Now?", som er det bedste og mest helstøbte nummer på "Nil Recurring" både hvad angår sound, opbygning og features. En enkelt guitarfigur fra "... Blank Planet"'s små 18 min. lange "Anesthetize" dukker op og eksekveres som for første gang perfekt på det perfekte tidspunkt i en konstant stigende spændingskurve, som effektivt underbygges af de spacede lydbilleder. Det er dog netop på sidstnævnte front, at "Nil Recurring" redder 4 C'er hjem: Produktion og lyd er helt og aldeles i særklasse, men som selvstændig størrelse vil "Nil Recurring" nok kun appelere til de mest sultne fans. De helt gode sange fik vi på hovedskiven, og tilbage er en ganske smagfuld og interessant EP, som er rig på de helt små detaljer og kan tåle adskillige gennemlytninger, men som næppe formår at udskyde sulten efter et nyt album indtil det engang dukker op. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM