|
Amerikanske P.O.D. fik det helt store gennembrud med albummet "Satellite" som blev udsendt herhjemme tilbage i 2002, både radio og TV kanaler tog albummets hits som "Alive" og "Youth Of The Nation" til sig og spredte P.O.D's frelste psodo-metal over det ganske land.
Til gengæld slap vi fri af den store hype da det efterfølgende album "Payable On Death" for et par år siden fik sin release, om vi er så heldige i forbindelse med at bandet nu igen er klar med et album er endnu for tidligt at sige, men lad det være sagt med det samme at "Testify" helt efter planen lever op til det lave niveau fra de forrige albums.
Som du nok er bekendt med er medlemmerne i P.O.D. stærkt troende og det faktum skinner tydeligt igennem i alt hvad bandet foretager sig, hvilket bliver en anelse anstrengende i længden at være vidne til. Hvis så blot musikken havde en kvalitet og styrke som kunne tiltrække sig noget opmærksomhed var det til at leve med, men desværre vil skæbnen det at P.O.D. på "Testify" når et nyt lavpunkt i bandets diskografi. En dræbende
magelighed og selvtilfredshed har sneget sig ind i udtrykket hos P.O.D. og resultatet er en omgang energiforladt pop/rock, som så absolut er blottet for bid og vitalitet.
"Testify" åbnes gabende kedeligt af en omgang reggae-rock i form af "Roots In Stereo", hvor solen står højt på himlen med meget lidt liv mellem palmerne. Denne stemning af feriekoloni har P.O.D. fået bredt ud til hele albummet, som ender med at være så afslappet at man som lytter længe inden afslutningen er faldet sovende om på drømmesengen. "Testify" er en af de tyndeste cocktails den nu-metalliske verdenen endnu har skænket, må jeg
i stedet anbefale et album som Disturbeds "10.000 Fists" som både hvad angår energi og melodi er "Testify" langt overlegen. -and
Kom
med kommentar i vores FORUM
|